I løbet af et par årtier er store dele af humanioras genstandsfelt blevet digitaliseret, og opgaver som engang måtte forekomme håbløse og uoverstigelige kan løses meget hurtigt. Det gælder for eksempel inden for begrebshistorie, hvor man langt bedre kan spore opkomsten og brugen af et ord, fordi aviser og bøger er blevet digitaliseret og gjort søgbare. Således kan man i den danske avisdatabase smurf se, at ordet ”elektronhjerne” havde en kort storhedstid mellem 1953 og 1970, før ”computer” tog over. Og man kan også med få klik finde frem til, at vi ikke taler om ”sandhed” nær så ofte i dag som i midten af 1850’erne.

Begrebshistorie er et godt eksempel på, at der findes digitale ressourcer, som det kan være svært at ignorere, hvis man vil forstå en bestemt udvikling, og som også har et potentiale til at levere mere solide resultater i humanistisk forskning. Det er også klart, at resultaterne ikke forklarer sig selv, men kræver menneskelig fortolkning og placering i en meningsfuld sammenhæng.

De fleste humanistiske discipliner er blevet præget af digitaliseringen, men på forskellig vis. Fælles for dem er det dog, at fagene forholder sig til 1) at deres data digitalisereres, eller der kommer nye typer født digitale data, 2) at det digitale materiale kan analyseres på nye måder, og 3) at man i stigende grad bruger visualiseringer til at præsentere resultater.

Data digitaliseres: Digitaliseringen af tekst har haft stor betydning for fag som Historie og Litteraturvidenskab, som på kort tid har fået en anden opfattelse af, hvordan fagenes kilder er organiseret og kan tilgås. Et arkiv er ikke længere støvede samlinger af dokumenter, men oftere digitaliserede versioner af disse. Andre fag som Medievidenskab må forholde sig til de enorme mængder af tekst, billede og video, som lægges op på sociale medier, og som har skabt en måde at kommunikere på, som vanskeligt kan sammenlignes med noget tidligere. Endelig er der fag, som får nye typer data, fordi de kan måle deres genstand på andre måder. Det gælder for eksempelvis Arkæologi, som har fået nye redskaber, eksempelvis udstyr til at laserscanne udgravninger, der leverer andre former for data.

Det digitale tilbyder nye analyseformer: Hvad gør man så med disse data? Det er her, at digital humaniora spænder fra forholdsvis enkle, velafprøvede metoder til meget ambitiøse og eksperimenterende metoder. Eksemplet med begrebshistorie peger på en analytisk tilgang, der er let af forstå: man forholder sig til, hvor ofte et begreb er anvendt i forhold til den samlede mængder begreber. Ingen talte om ”elektronhjerne” i 1930, mange gjorde i det 1960, og i 1980 var der igen næsten ingen. Matematikken bag det er noget som alle har haft i gymnasiet, og selvom det ikke er komplekst, kan det i den rette sammenhæng bidrage til at skabe robust og nyttig viden.

Men det er ikke alle data, der er så enkle at analysere. Et spørgsmål om, hvorvidt mandlige og kvindelige stemmer fylder mere eller mindre i litteraturen end de gjorde for to hundrede år siden er let at stille, men vanskeligt at svare på (spoiler: det er blevet gjort ret overbevisende af Ted Underwood, David Bamman og Sabrina Lee). For at kunne svare på det, må man ikke alene have et stort korpus af romaner, men også en måde at afgøre på, hvorvidt det er en mand eller en kvinde, der taler. Og da vi taler om titusinder af bøger, så nytter det ikke at gøre det i hånden. Her kan man komme langt med maskinlæring ved at lade computeren lære en sorteringsstrategi fra et mindre antal eksempler, som den derefter er i stand til at anvende på et større materiale, ofte med meget gode og brugbare resultater.

Resultater præsenteres i figurer: Endelig har analysen af data ført til et større fokus på at anvende visualiseringer i fag, som ellers langt overvejende har udtrykt sig i ord. Det stiller også nye krav til forskere og studerende, der skal kunne forholde sig til kritisk til ofte forførende grafer, som dog ikke kun er taget med for at forføre, men også for at kunne give et mere dækkende og nuanceret billede end en opsummering i ord vil kunne levere.

Afsluttende er det vigtigt at understrege, at digitale metoder som alle andre tilgange skal bruges, der hvor de giver mening. I mange tilfælde vil man ikke redeligt kunne undgå at forholde sig til store mængder af data, i al fald som en del af et studie, men man vil også sjældent kunne komme hele vejen med en digital tilgang. Forskningsspørgsmålet kommer før metoder og redskaber, men der er ingen tvivl om, at digitale metoder bliver mere relevante efterhånden som datamængden stiger og de analytiske redskaber bliver afprøvet og vurderet.