Strukturalismen er en videnskabsteoretisk position, der opstod omkring 1950, og i 1960’erne øvede stor indflydelse på først og fremmest human- og samfundsvidenskaberne. Strukturalismens primære inspirationskilde er den schweiziske sprogforsker Ferdinand de Saussure (1857-1913).
Ifølge Saussure skal ord forstås som tegn. De lyde, der kommer ud af munden på os, når vi taler, ”giver tegn”, nemlig til en bestemt idé, som lydene er knyttet til. Når en anden person eksempelvis siger ”fisk”, får jeg i mit hoved billedet af en fisk – lydene har altså givet tegn til mig om at danne et bestemt billede i hovedet. Enheden af lyde og idé er imidlertid ikke nødvendig; det er ikke tilfældet, at en fisk kun kan kaldes sådan – det vidner mangfoldigheden af talte sprog i verden om. Spørgsmålet er så, hvorfor vi i det sprogsystem, der er vores, alligevel ikke er i tvivl om, hvad det er for en idé, som ”fisk” viser hen til. Svaret er, at det skyldes ordets forskellighed fra alle andre ord. Dermed bliver et sprog til et system af forskelle; man kunne også sige: Kommunikation muliggøres, idet sproget som tegnsystem er en totalitet af forskelle.
Det er klart, at alt dette ikke er noget, vi tænker over som almindelige sprogbrugere. Vi bruger sproget umiddelbart og ureflekteret. Noget af det, som strukturalisterne derfor lærer af Saussure, er at søge efter dybdestrukturer, som vi i vores daglige omgang med hinanden ikke er bevidste om, men som ikke desto mindre både styrer og faciliterer vores bevidste samliv. Det er kernen i strukturalismen, sådan som den udfoldes hos en lang række forskere inden for andre humanistiske og samfundsvidenskabelige fag.
Et andet element, som strukturalisterne også lader sig inspirere af, er sproget som et system af forskelle. I stedet for at lede efter en indre kerne eller et ”væsen”, dvs. en natur eller en essens i de fænomener, de undersøger, viser de, hvordan disse fænomener lader sig forstå relationelt, dvs. netop som systemer af forskelle. Antiessentialismen bliver på den måde et grundlæggende element i strukturalismen. Det er en beslægtet strukturalistisk pointe, at fænomener, vi betragter som enestående eller karakteristiske, i virkeligheden er universelle – uanset hvor forskellige samfund mennesker lever i, kategoriserer de eksempelvis verden i overensstemmelse med de samme grundlæggende principper.
Hvordan lader Saussures indsigter fra lingvistikken sig imidlertid overføre på andre fagområder? Det kan de naturligvis ikke umiddelbart. Et kendetegn ved sprogsystemet er jo, at vi alle benytter det hele tiden, og i enhver tænkelig sammenhæng. I den forstand er det unikt. Til gengæld kan man pege på en lang række mere lokale fænomener i samfundslivet, der alle kan analyseres som tegnsystemer. Det gælder eksempelvis inden for psykologi, antropologi, litteraturvidenskab og politik, og det er da også på disse felter, man finder nogle af strukturalismens bedst kendte repræsentanter: Jacques Lacan, Jean Piaget, Roland Barthes og Claude Lévi-Strauss.
Den fællesnævner, der kendetegner disse forfattere som strukturalister er altså, at de hver på deres faglige felt undersøger menneskenes bevidste adfærd og omgang med hinanden som reguleret af ubevidste tegnsystemer, dvs. systemer af forskelle. Eksempelvis vil en strukturalistisk læsning af en roman hæfte sig ved den måde, hvorpå fortællingen bæres af relationerne mellem bogens enkelte karakterer. Den vil imidlertid mere end det, idet den vil demonstrere, hvordan disse karakterer er variationer over blot syv forskellige narrative grundformer (helt, skurk osv.), hvis indbyrdes relationer er universelle. Det er en af pointerne med Vladimir Propps (1895-1970) strukturalistiske aktantmodel. Pointen her er altså, at der ”nedenunder” romanens tilsyneladende unikke historie er et strukturelt niveau af forskelle, der får fortællingen til at fungere som sådan, men i øvrigt er uafhængigt af denne fortælling. Det er dette strukturelle niveau, der får romanen til at fungere, det er med andre ord fortællingens overensstemmelse med de narrative grundstrukturer, der får os til at synes, at det er en god bog.
Forfatter: Andreas Beck Holm
