Rationalismen er en indflydelsesrig erkendelsesteoretisk retning med rødder tilbage i 16- og 1700-tallet, hvor den grundlægges af den store fornyer af europæisk filosofi, René Descartes (1596-1650). Rationalismen har senere inspireret moderne videnskabsteoretiske positioner, ikke mindst den kritiske rationalisme.

Descartes selv lægger ikke skjul på, at det er hans dybe utilfredshed med middelalderens filosofiske tradition, skolastikken, der er drivkraften i hans forfatterskab. I den skolastiske filosofi videreførtes Aristoteles’ naturlære. Descartes er til gengæld af den mening, at man ikke skal bygge sin verdensforståelse på overlevering og tradition, men derimod på den kritiske brug af fornuften.

Rationalismen er blot én af de former, som opgøret med skolastikken antager i 16- og 1700-tallet. Fremkomsten af de tidlige moderne naturvidenskaber markerer i sig selv et sådant opgør. I disse videnskaber er det naturligvis systematiske observationer af naturen, der står i centrum. Det kunne derfor synes, at det er gennem anvendelsen af vore sanser, vi opnår sikker viden om verden; det formuleres også på den måde, at erkendelse er a posteriorisk. Descartes er imidlertid ikke enig i det synspunkt. Tværtimod tager rationalismen udgangspunkt i en grundlæggende skepsis over for sanseerkendelse. Ikke blot ’snyder’ sanserne os nemlig gang på gang, selv i naturvidenskaberne er der en erkendelse af, at verden ikke virkelig er sådan, som den umiddelbart fremstår for os. I samtiden taler man således om, at eksempelvis farve og smag ikke er egenskaber, som tingene besidder i sig selv (primære sansekvaliteter), men derimod virkninger, der fremkaldes i mødet mellem tingene og vores sanseapparat (sekundære sansekvaliteter). I sig selv smager æblet altså ikke af noget – smag er en egenskab, det får, idet jeg sætter tænderne i det. I den forstand er sanserne en åbenlyst usikker kilde til sikker viden. Skal vi kunne være sikre på gyldigheden af vores erkendelse, må den derfor være uafhængig af sanserne – den må være a priorisk.

Når det ikke er sanserne, der giver os sikker erkendelse, må det ifølge Descartes være fornuften. Dette grundsynspunkt i rationalismen betyder, at de matematiske videnskaber i almindelighed og geometrien i særdeleshed kommer til at fungere som forbilleder. For her opnår man jo sikker erkendelse uafhængigt af, hvad sanserne fortæller os. Det gør man ved med udgangspunkt i aksiomer – dvs. simple påstande, som man ikke uden selvmodsigelse kan benægte sandheden af – at slutte sig frem til mere komplekse og dermed også mindre åbenlyst (men dog nødvendigt) sande påstande (teoremer). I disse videnskaber demonstreres det derfor, hvordan det er den kritiske brug af fornuften, der giver os sikker erkendelse.

Logiske og matematiske grundprincipper er ikke noget, vi kan gå ud og observere i naturen. Konsekvensen af rationalismens grundprincip er derfor, at vi som mennesker må have nogle medfødte ideer; havde vi kun de indtryk, sanserne forsyner os med, ville vi aldrig blive i stand til at tænke logisk og matematisk. Først og fremmest er det kun med vores fornuft, vi kan forstå substansbegrebet. Substans vil for rationalisterne sige det, som tings egenskaber er egenskaber ved. Substansen er altså det, som ligger til grund for de kvaliteter ved tingene, vi kan sanse – men som af samme grund ikke selv kan sanses. Den kan alene begribes gennem brugen af fornuften. Diskussionen af substansbegrebet bliver et gennemgående tema i den klassiske rationalisme.

Eksistensen af medfødte ideer er noget af det, man allerede i samtiden fandt mest provokerende i rationalismen, men det var ikke det eneste. Nogle af de erkendelser, man kan slutte sig frem til ved hjælp af den geometriske metode kan synes at stride mod vore dagligdags erfaringer af verden. Ikke desto mindre må de jo være sande, eftersom de er baseret på deduktion fra aksiomer; samtidig ved vi som sagt, at vi netop ikke kan stole på vore dagligdags erfaringer, fordi de baserer sig på en ureflekteret tillid til sanserne. Centralt i rationalismen står derfor distinktionen mellem fornuft og forestillingsevne. Vores forestillingsevne er knyttet til sanserne – vi kan kun forestille os det, vi tidligere har set, hørt osv. – men det gælder naturligvis ikke fornuften. Derfor er det heller ikke noget argument mod de indsigter, vi med fornuften deducerer os frem til, at vi ikke kan forestille os dem.

Den klassiske rationalisme har sin storhedstid på det europæiske kontinent mellem 1650 og 1720. Arven fra Descartes tages først og fremmest op af tænkere som Benedict Spinoza (1632-1677) og Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716), der ligesom Descartes står som nogle af de væsentligste tænkere i den tidlige moderne filosofi.

Så sent som i Poppers videnskabsteori i det 20. århundrede genfinder vi arven fra den klassiske rationalisme. Den viser sig deri, at Popper ligesom de klassiske rationalister i sin forståelse af videnskabens arbejdsgang tager udgangspunkt ikke i empiri, men i teori. Inspirationen viser sig også deri at han ligesom rationalisterne mener, at mennesker fødes måske ikke ligefrem med specifikke ideer, men i hvert fald med forventninger til verden (det lille barn kommer til verden med forventningen om at blive mødt med omsorg).

Forfatter: Andreas Beck Holm