Empirismen er en erkendelsesteoretisk retning i 16- og 1700-tallets filosofi, der står særlig stærkt i Storbritannien. Betegnelsen bruges også inden for moderne videnskabsteorier om tilgange, der bygger på den klassiske empirisme; disse positioner kaldes dog også for positivisme og vil blive mere uddybende behandlet under denne overskrift.
Empirismen trækker på de empiriske videnskaber (såsom biologi, medicin, astronomi, etc.), som dukkede op allerede fra begyndelsen af 1600-tallet. Gennem systematiske observationer af naturen, altså gennem empiri, opnåede disse videnskaber allerede tidligt imponerende resultater. Det er derfor også naturvidenskaberne, der inspirerer den fuldt udfoldede empirisme, sådan som man første gang finder den i den engelske filosof John Lockes (1632-1704) banebrydende værk An Essay Concerning Human Understanding fra 1689. Her hævder Locke, at al sikker erkendelse bygger på vor erfaring, altså på empiri. Ganske vist har vi masser af ideer, der ikke er direkte baseret på sanseerfaringer – eksempelvis er vi i stand til at forestille os flyvende heste eller søslanger – men i så fald sætter vi blot ideer, der i sidste ende stammer fra vores sanseerfaring, sammen på nye måder. Menneskene fødes derfor også uden ideer; de er fra begyndelsen som en blank tavle – heraf udtrykket tabula rasa. Det er udelukkende gennem sanseerfaringerne af verden, ’tavlen’ (dvs. vores bevidsthed) efterhånden bliver fyldt med ideer.
Dette grundsynspunkt fremsættes i et eksplicit opgør med tidens anden førende erkendelsesteoretiske position, nemlig rationalismen. Mens rationalisterne hævder, at det er fornuften, der giver os sikker viden, og at erkendelse således er noget, vi opnår uafhængigt af sanserne (a priori), insisterer empiristerne på, at sand viden kun opnås gennem sanseerfaring. Konkret sker det ifølge Locke ved, at vi sanser det, han kalder simple ideer (f.eks. ’hvid’, ’sød’ eller ’firkantet’), som vi i vores bevidsthed kombinerer til komplekse ideer (ideer om det, vi almindeligvis kalder ’ting’, eksempelvis en ’hvid’, ’sød’ og ’firkantet’ sukkerknald.
At vor erkendelse ifølge empirismen baserer sig på sanseerfaringer betyder ikke, at empiristerne mener, at der består et direkte oversættelsesforhold mellem vores sansning af verden og dens faktiske beskaffenhed. I datidens naturvidenskab opererede forskerne med en distinktion mellem primære og sekundære sansekvaliteter. De primære kvaliteter er dem, tingene må antages at besidde i sig selv, uafhængigt af vores sansning af dem – f.eks. tekstur, dimensioner osv. De sekundære kvaliteter er dem, som tingene ikke selv besidder, men som findes i vores oplevelse af dem. I sig selv har rosen eksempelvis ingen duft – den er noget, der opstår, idet vi lugter til rosen. Locke overtager denne skelnen mellem primære og sekundære kvaliteter, hvilket fører ham til at forsvare det synspunkt, at det ikke er verden som sådan eller verden i sig selv, vi erkender, men derimod verden sådan som den tager sig ud i vores erfaring af den. Den senere britiske filosof David Hume (1711-1776) drager på baggrund af Lockes filosofi den konklusion, at vi faktisk ikke er i stand til at vide noget som helst. Det er dog ikke et synspunkt, Locke selv vil tilslutte sig.
Eftersom det ifølge empirismen alene er ved vores erfaring af verden, vi opnår viden, følger det, at vi i vore undersøgelser af den skal tage udgangspunkt i observationer, ikke i eksempelvis sædvaner og tradition. Empirismen markerer i den forstand et opgør med middelalderfilosofien, også kaldet skolastikken, der netop baserede sig på traditionen fra Aristoteles. Skal vores viden imidlertid for alvor være empirisk baseret, kræver det, at man ikke blot ser bort fra Aristoteles, men også fra andre teorier eller blot fordomme, der kunne komme til at farve vore observationer af virkeligheden. Induktion bliver af samme grund et afgørende element i empirismen; det er det synspunkt, at sand erkendelse tager sit udgangspunkt i den systematiske indsamling af fordomsfri observationer af virkeligheden, og at videnskabelige teorier ikke kan eller skal være andet end sammenfatningen af disse observationer.
Locke grundlagde empirismen, som i det efterfølgende århundrede i høj grad kom til at dominere filosofien især i Storbritannien. Førnævnte David Hume hører til de væsentligste senere repræsentanter for denne empirisme, men også George Berkeley (1685-1753) fortjener at blive nævnt her. Empirismen kom endnu senere til at inspirere den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) og 1800-tallets positivisme, sådan som den formuleres hos bl.a. Auguste Comte (1798-1857). I positivismen videreudvikles den klassiske empirismes grundlæggende synspunkter. Det har givet den en meget lang virkningshistorie, idet positivismen fortsat er blevet diskuteret og udviklet langt op i det 20. århundrede under betegnelsen logisk positivisme. Den dag i dag har man i flere videnskaber en metodeforståelse, der bygger på empirismen, og mange af empirismens grundopfattelser er også udbredte i befolkningen generelt.
Forfatter: Andreas Beck Holm
