Positivismen er en videnskabsteoretisk retning, der opstod midt i 1800-tallet, og som i nyere udformninger var dominerende langt op i det 20. århundrede. Den udspringer af 1700-tallets klassiske empirisme, og viderefører flere af dens centrale elementer. De grundlæggende spørgsmål, som positivismen sætter sig for at besvare, er for det første, hvad videnskab er, og for det andet, hvilken rolle filosofi eller videnskabsteori skal spille i forhold til videnskaben.

Hvad angår det førstnævnte spørgsmål, mener positivisterne at svaret skal findes i naturvidenskaberne. De har gennem tiden gjort enorme fremskridt i deres undersøgelser af verden omkring os, og selv om de i øvrigt er meget forskellige, deler de alle et fællestræk, der forklarer deres succes: De er ikke baseret på eksempelvis vidtløftige teorier, religiøse dogmer eller politiske sympatier. Det fællestræk, der kendetegner naturvidenskaberne er derimod, at de bygger på observationer af verden. Det er, for blot at nævne et par eksempler, observationer, der har tilladt astronomerne at regne ud, at jorden blot er en blandt flere planeter i solsystemet, og det er observationer, der har ført Darwin til at konkludere, at arterne udvikler sig. Positivisterne konkluderer på den baggrund, at det må være observationer af verden, der definerer ikke bare enkeltvidenskaberne, men derimod videnskabelighed som sådan.

Dette udgangspunkt har en række konsekvenser. For det første betyder det, at forskerne ikke må have nogen fordomme om det, de undersøger. Har de det, vil deres forudfattede meninger jo komme til at styre observationerne, og dermed ender fordommene med at komme til at bekræfte sig selv gennem det observerede. Ganske vist kan vi næppe nogensinde helt undgå at have forudfattede meninger, men forskeren skal i hvert fald evne at sætte parentes om dem og undersøge sit emne nøgternt, objektivt og neutralt.

Det, som observationerne med andre ord gerne skulle give forskerne, er kendsgerninger. At sige at videnskaben bygger på observationer vil altså sige, at den baserer sig på kendsgerninger. Det implicerer så også, for det andet, at videnskaben ikke har noget at sige om eksempelvis moral, politik og religion. Moral og politik er jo emner, der netop ikke handler om kendsgerninger, men om vurderinger eller ligefrem om følelser. Og religion bygger på forestillinger, der netop ikke er empirisk underbyggede. Positivisterne konkluderer, at videnskaberne skal forholde sig strengt neutralt i forhold til spørgsmål om politik og moral, og samtidig forkaster de al religion som meningsløs, netop fordi den ikke bygger på empiri.

Forskerne nøjes jo imidlertid ikke med at observere verden, de udformer også teorier om, hvordan den er skruet sammen. Når videnskab, som vi har set, er baseret på fordomsfri observationer, kan disse teorier ikke forstås som andet end sammenfatningen af en lang række grundige observationer. I den videnskabelige teori sammenfattes de systematisk indsamlede kendsgerninger altså. Det er imidlertid ikke endemålet for forskernes arbejde. Når en teori er blevet formuleret, skal den undersøges yderligere med henblik på at bekræfte den. En videnskabelig teori er altså kendetegnet ved, at den er beviseligt sand. Og ligesom det kun er observationer, der kan føre til formuleringen af en teori, er det også kun observationer, der kan bekræfte den.

Ifølge positivisterne er der egentlig kun én videnskab, for uanset hvilket emne, forskerne undersøger, er det den empirisk observerende tilgang, der gør deres arbejde videnskabeligt. Det betyder, at også eksempelvis de humanistiske videnskaber skal overtage denne måde at arbejde på.

En anden konsekvens af denne opfattelse er, at filosofien som videnskabsteori skal være empirisme, altså en teori om netop den tilgang, der kendetegner videnskaberne som sådan. For positivisterne har filosofien som empirisme en vigtig funktion at udfylde, idet de enkelte fagvidenskaber med tiden har specialiseret sig så meget, at det kan være svært at gennemskue, at der egentlig blot er tale om én videnskab, der appliceres på forskellige emner. Det kan filosofien bidrage til at holde fokus på. Den skal til gengæld ikke beskæftige sig med moral eller metafysik. Alt, hvad der ikke kan underbygges empirisk, er som sagt i en positivistisk optik meningsløst, og det gælder derfor også arbejdet med disse emner. Filosofi giver altså kun mening som videnskabsteori, og ud over at synliggøre videnskabens empiristiske kerne skal den derfor udelukkende kritisere teorier og tankegange, der ikke har noget empirisk grundlag.

Forfatter: Andreas Beck Holm