Det er den amerikanske videnskabshistoriker Thomas Kuhn (1922-1996), der mere end nogen anden har gjort begrebet ’paradigme’ kendt inden for moderne videnskabsteori. Det gjorde han først og fremmest med sit værk Videnskabens Revolutioner fra 1962, i hvilket han gør op med den positivistiske opfattelse af videnskabernes udvikling som en jævn og fremadskridende akkumulation af viden. Ifølge Kuhn udvikler videnskaben sig ganske vist jævnt, men kun inden for rammerne af det, han kalder paradigmer – og de bryder til gengæld med jævne mellemrum sammen.
Positivismen hævder som sagt, at udviklingen hele tiden går mod større og mere sikker viden, efterhånden som vi indhøster stadig flere observationer af verden. Det er imidlertid en opfattelse, der ifølge Kuhn ikke er historisk belæg for. Tværtimod er det karakteristisk for naturvidenskabernes udvikling, at der sker en række grundlæggende brud, og at forskerne er nødt til mere eller mindre at begynde forfra, hver gang et sådant brud har fundet sted. Det er fordi, videnskaben ikke så meget baserer sig på observationer, men derimod på et paradigme.
Et paradigme rummer to elementer. Der er for det første det, Kuhn kalder en faglig matrix. Det er videnskaben som et socialt system: De institutter og centre, ved hvilke forskerne uddannes, de lærebøger, de bruger i deres studietid, de fagtidsskrifter, de publicerer i, og den særlige fagterminologi, de bruger i kommunikationen med hinanden. For det andet består et paradigme af det, Kuhn kalder exemplars; det er særligt illustrative eksempler på den pågældende videnskabs forklaringskraft, der går igen i de forskellige lærebøger. Exemplars og den faglige matrix sikrer i forening, at forskerne ser det samme, når de observerer verden. Paradigmet betyder med andre ord, at udøverne af en given videnskab deler den samme forståelseshorisont og dermed forstår det, de observerer på samme måde. Man kunne også sige: Det er paradigmet, der former forskernes forståelse af virkeligheden.
Et paradigme opstår med et videnskabeligt gennembrud, en særligt overbevisende løsning på et problem, der har stået centralt inden for den pågældende videnskab. Når dette gennembrud har vundet bred anerkendelse blandt forskerne kommer det til at definere arbejdet inden for denne videnskab. Dette arbejde kommer i praksis til at bestå i flere forskellige opgaver: Paradigmets forklaringskraft søges eksempelvis udvidet til emner og spørgsmål, der ligger uden for dets oprindelige anvendelsesområde, ligesom dets tilbageværende uklarheder søges udryddet og dets centrale målinger præciseret. I modsætning til opfattelsen i den kritiske rationalisme vil videnskab altså for Kuhn ikke sige at udtænke og teste nye teorier, men derimod det at arbejde inden for et paradigme med henblik på at udfolde dette paradigmes forklaringspotentiale.
På et tidspunkt kommer paradigmet imidlertid i krise. Der vil uundgåeligt være anomalier, som det ikke kan forklare, og som forskerne i første omgang vil ignorere. Med tiden vil disse anomalier imidlertid vise sig så store og væsentlige, at man ikke længere kan se bort fra dem, og så falder paradigmet sammen. Teorierne inden for paradigmet mister deres forklaringskraft, forskerne mister deres fælles forståelseshorisont, og videnskaben er ude af stand til at gøre fremskridt. Krisen munder ud i en videnskabelig revolution, der af Kuhn beskrives som et gestaltskifte. Det vil sige, at en enkelt forsker i de problematiske data pludselig ser noget helt andet end det, man i videnskabens gamle forståelseshorisont havde set. Man kan sige, at han/hun pludselig får en aha-oplevelse, der lader det gamle paradigmes anomalier falde på plads i et nyt paradigme. Her kan den videnskabelige undersøgelse af verden så begynde forfra.
Der er rigeligt med empiriske eksempler, der underbygger Kuhns paradigmeteori, ikke mindst inden for fysikken. Teorien har alligevel været heftigt diskuteret, fordi den efter nogles mening gør videnskab til en meningsløs beskæftigelse ved at hævde, at vore observationer af verden altid er styrede af paradigmatiske antagelser, og at paradigmer udvikler sig i brud, altså uden kontinuitet.
Forfatter: Andreas Beck Holm
