Steder er så allestedsnærværende at vi ofte ikke lægger mærke til dem. Steder kan være de konkrete rum, vi færdes i til daglig, dem vi længes efter, drømmer om og rejser ud efter, dem vi er vokset op i, og som har dannet os, og dem vi helst vil væk fra. Steder er med til at sætte betingelserne for vores liv.
En analyse af steder – enten der er tale om virkelige steder, historiske steder eller fiktive steder – forsøger at forstå et steds egenart, hvilke elementer det består af, samt dets betydning og brug. Det er karakteristisk for stedsanalysen, at den trækker det, som ofte er i baggrunden af vores opmærksomhed (stedet), frem, mens det, som ofte er i forgrunden (mennesker og deres handlinger), træder tilbage.
Vores viden som steder er samlet i stedsteorien. Stedsteorien er ikke en teori i egentlig forstand men et korpus af forskelligartede teorier, som indgår i et kredsløb af ideer, greb og termer – det den hollandske kulturteoretiker Mieke Bal har kaldt “travelling concepts”. Feltet spænder fra geografi over sociologi, arkæologi og antropologi til filosofi, arkitektur, kunsthistorie, film- og litteraturvidenskab.
Man har, med udgangspunkt i bl.a. Michel Foucaults foredrag “Andre rum”, talt om den rumlige vending inden for især humanvidenskaberne. Det er en vending væk fra historiske forklaringsmodeller og imod de strukturer, som omgiver os. Interessen for stedet er en del af denne vending.
Et sted opstår i mødet mellem en lokalitet (dvs. et fysisk rum, en topografi, et klima, en arkitektur) og så et subjekt. Det er først når nogen træder i forhold til en lokalitet med sin krop og sine sanser, sine erfaringer, erindringer, følelser og viden, at et sted opstår. Det betyder at steder er foranderlige alt efter hvem der erfarer dem hvornår. Stedets grænser kan være svære at udpege, men fordi lokaliteten som regel kun forandres langsomt, og fordi vi møder den med fælles forestillinger, er et sted alligevel genkendeligt.
Definitionen er fænomenologisk og rigtig god til at sige noget om hvordan vi erfarer steder, men den har to blinde vinkler. For det første er den ahistorisk: som om stederne ikke forandrede sig over tid. For det andet er den antropocentrisk: som om verden i bogstavelig forstand drejer sig omkring det enkelte menneske.
Det historiske først. Engang levede de fleste af klodens indbyggere som bønder, omgikkes de samme mennesker og deltog i de samme rutiner. I sådan en verden voksede der gennem generationer et sted frem som havde sin egen identitet og historie, og som den enkelte havde bestemte relationer til. Med industrialisering og urbanisering skete der et opbrud fra dette nogenlunde velafgrænsede sted, forbindelsen til historien og til velkendte livsmønstre løsnedes.
Med globaliseringen er denne udvikling fortsat. Jo mere vi rejser, og jo flere forskellige steder vi lever vores liv, jo mere bliver stederne definerede af det, som rejser igennem dem, og jo mindre af det, som gennem historien er vokset frem på dem. I dag er stedet i højere grad defineret af sit forhold til andre steder, og i mindre grad af sin historie. Det sker i takt med at bevidstheden, om hvor påvirkelige vores steder er af alt det, der sker andre steder på kloden, er blevet skærpet af klimakriser, flygtningekriser, finanskriser og viruskriser.
Hertil skal lægges digitaliseringen. Vi kan lynhurtigt danne fællesskaber med andre uden at være på samme sted som dem, og vi er så småt begyndt at bevæge os i virtuelle verdener. Når stedsteorien og kunstens interesse for steder er vokset i de seneste årtier, skyldes det sikkert disse omfattende ændringer i vores forhold til steder. Og måske er det også som en reaktion på en voksende stedsløshed, et behov for at høre til i en reel omverden.
Den skærpede fornemmelsen af en global afhængighed ses også i klimaforandringerne og minder os om at planeten ikke kun er til for mennesket. Det er her definitionens anden blinde vinkel kommer ind: det at den ser verden fra det enkelte individs perspektiv og dermed bidrager til vrangforestillingen, at kloden er til for mennesket.
Stedsteoriens to store udfordringer bliver for det første at tænke stedet (som per definition er et konkret rum, et rum der findes i tid) som noget der ikke bare kan opleves i fiktionen men til og med virtuelt, og for det andet at forstå stedet planetarisk (dvs. som en del af en levende klode) snarere end antropocentrisk.
Her har stedsteorien et godt udgangspunkt. Den er nemlig, trods sine blinde vinkler, som sagt velegnet til at trække stedet og dermed vores levende omverden i forgrunden og mennesket og dets handlinger i baggrunden. Og den tænker i udgangspunktet stedet som noget, der opstår, når noget konkret går i forbindelse med noget forestillet.
Studiet af stedet er med andre ord en del af en mere omfattende udforskning af forholdet mellem mennesket, naturen og teknologien.
