Ideologikritik er en samfundskritik, der er opfundet af Karl Marx midt i 1800-tallet, og som senere er udviklet af moderne tænkere som eksempelvis den franske filosof Louis Althusser (1918-1990) og den slovenske filosof Slavoj Žižek (f. 1949). Den tager sigte på at problematisere den politiske funktion, som vores umiddelbare og ureflekterede oplevelse af os selv og af verden udfylder. Man kunne også sige, at ideologikritikken undersøger og problematiserer den måde, hvorpå vi deltager i samfundet og den måde, hvorpå vi oplever os selv og vores omverden.

Karl Marx (1818-1883) opfinder ideologikritikken i sit skrift Den Tyske Ideologi fra 1845. Hans grundlæggende pointe er, at den verden og det samfund, vi lever i, er formet gennem menneskenes økonomiske aktiviteter, og gennem de interessekonflikter, der knytter sig til disse aktiviteter. I Den Tyske Ideologi bruger han kirsebærtræet som eksempel; det ser helt naturligt ud, som det står der i haven og blomstrer en dejlig forårsdag. I realiteten er der imidlertid intet naturligt over det, for kirsebærtræer er ikke naturligt hjemmehørende i vores del af verden, men er hjembragt fra Asien. At vi har kirsebærtræer i Danmark i dag er altså resultatet af handelssamkvem med andre nationer. Det betyder, at man må skelne mellem to niveauer af forståelse. Der er for det første et ureflekteret niveau, hvor vi ikke stiller spørgsmålstegn ved verden, som den umiddelbart fremtræder for os. Det er niveauet for vores dagligdags forståelse af kirsebærtræet som noget ’naturligt’, og det er denne forståelse, som Marx kalder ideologisk. Og så er der, for det andet, videnskaben. Den er kendetegnet ved bruddet med den ideologiske forståelse af verden. For den videnskabelige forståelse er intet blot ’naturligt’ – tværtimod undersøger videnskaben, hvordan det vi oplever som naturligt, er resultatet af menneskelige praksisser, eksempelvis bestemte kommercielle praksisser som i eksemplet med kirsebærtræet.

Der er naturligvis en erkendelsesteoretisk pointe med denne skelnen: Videnskaben er kendetegnet ved aldrig at blive stående ved det umiddelbare, men altid at undersøge de skjulte faktorer, der konstituerer umiddelbarheden. For Marx er den politiske pointe med ideologikritikken imidlertid den afgørende. For den verden, vi lever i, er nemlig som sagt formet af historiske og sociale konflikter. I dag forekommer det os eksempelvis ’naturligt’ at være lønmodtager og ansat i en organisation. I realiteten er der dog intet naturligt over denne livsform – den er resultatet af langvarige historiske magtkampe, i hvilke den brede befolkning er gået fra at være bønder med egen jord til at måtte leve af at sælge deres arbejdskraft. Det er i denne proces, det moderne samfunds klassedeling tager form: De rige bliver dem, der har råd til at købe andres arbejdskraft og sætte den i sving i deres virksomheder; befolkningens brede lag er derimod nødt til at sælge deres arbejde hver eneste dag for at overleve. Alt dette tænker man ikke over, når man med sin ideologiske bevidsthed står op hver morgen og går på arbejde. For de fleste, virker det nemlig som sagt helt ’naturligt’. Marx’ pointe er netop den, at når man ikke er opmærksom på den måde, hvorpå det moderne samfund er resultatet af historiske kampe og på, hvordan det er indrettet med henblik på at opretholde samfundets klassedelinger, så forstår man det heller ikke rigtigt og er dermed ikke i stand til at kritisere og ændre det. På den måde er ideologien – vores umiddelbare, ureflekterede oplevelse af verden – med til at opretholde klassesamfundet. Man kunne også sige: Ideologien sikrer, at befolkningens brede lag ikke gør oprør mod en samfundsorden, der er baseret på udbytningen af dem selv. Videnskaben skal til gengæld som ideologikritik fremdrage disse forhold, så de kan sættes til diskussion, og så ideologiens politiske – og manipulerende – funktion bliver tydelig.

I det 20. århundrede er ideologikritikken blevet udviklet af mange forskellige tænkere. En af dem, der her har bidraget afgørende med nye indsigter, er den franske filosof Louis Althusser. I modsætning til Marx understreger han i sin berømte artikel Om Ideologiske Statsapparater fra 1970, hvordan ideologien ikke blot er noget, der finder sted i menneskenes hoveder, men derimod er indfældet i institutionaliserede praksisformer – det, som han kalder ideologiske statsapparater. Det er eksempelvis uddannelsessystemet, i hvilket børnene og de unge opdrages til at være lydige og produktive samfundsborgere.

Althusser mener også, at ideologien virker ved at ’interpellere’ menneskene til subjekter. Det vil sige, at ideologien virker ved at ’tale til os’ som subjekter, altså som ansvarlige og selvstændige mennesker. Det er vi naturligvis ikke – tværtimod manipuleres vi af ideologien og tvinges af samfundet i øvrigt til en bestemt adfærd (for eksempel til at sælge vores arbejdskraft). Ideologiens manipulerende funktion ligger altså i, at den anerkender os som subjekter, mens vi i realiteten er objekter for dens interpellerende praksisformer. Ligesom Marx understreger Althusser til gengæld betydningen af ideologikritikken som det, der kan stille spørgsmålstegn ved vores overfladeforståelse af os selv, af verden og af samfundet.

Forfatter: Andreas Beck Holm