Pragmatismen er en fortrinsvis amerikansk filosofisk retning fra anden halvdel af det 19. århundrede, der også i vor tid har øvet stor indflydelse på især videnskabsteoretiske diskussioner. Blandt dens væsentligste klassiske repræsentanter kan især nævnes Charles Sanders Pierce (1839-1914), William James (1842-1910) og John Dewey (1859-1952).
Pragmatismen opstår på et tidspunkt, hvor positivismen er den dominerende videnskabsteori. Positivismen opstiller metodologiske regler for, hvordan videnskaben skal undersøge verden og hævder, at disse regler skal anvendes på tværs af alle fag. Den hævder også, at teorier skal kunne bekræftes gennem observationer af verden, og at de skal besidde gyldighed i enhver sammenhæng uanset tid og sted, hvis de skal være videnskabelige.
Pragmatismen gør på flere måder op med positivismen. For det første er dens ambition på videnskabernes vegne ikke at opnå erkendelse med universel gyldighed. Tværtimod rummer den et element af skepticisme for så vidt som pragmatikerne betvivler, at man i en omskiftelig verden kan opnå sådan noget som viden med universel gyldighed. For det andet interesserer pragmatismen sig ikke for viden for videns egen skyld. Viden skal derimod sætte os i stand til at foretage os noget, den skal være praktisk anvendelig. Det betyder ikke, at pragmatikerne er ligeglade med, om videnskabelige teorier er sande, hvis de blot kan bruges til noget. Derimod har de et andet sandhedsbegreb: I deres perspektiv kalder vi i realiteten det sandt, som virker i praksis, og som løser konkrete problemer for os.
Ifølge pragmatismen er videnskabelige undersøgelser kontekstuelle. Det er konkrete problemstillinger og vanskeligheder, der ansporer forskerne til at finde forklaringer. Derfor er det i et pragmatisk perspektiv også det konkrete undersøgte problem, der bestemmer, præcis hvordan undersøgelsen skal foretages. Det er altså ikke universelle metodologiske grundregler, der bestemmer, hvordan forskerne skal arbejde, sådan som positivisterne hævdede det, men derimod det undersøgte spørgsmål selv.
Det betyder ikke, at man ikke også i et pragmatisk perspektiv kan sige noget generelt om, hvordan videnskaben arbejder. Mens positivismens lægger vægt på neutrale observationer, hævder pragmatikerne, at undersøgelser begynder med en uventet eller overraskende observation. Det, vi forventer, ser vi ingen grund til at undersøge nærmere, men det, der overrasker os, kræver umiddelbart en forklaring.
Det er den videnskabelige undersøgelses virkelige udgangspunkt. Hvordan forskernes undersøgelser så videre forløber er som sagt i høj grad op til det konkrete problem, men ofte vil den oplagte fremgangsmåde være at formulere nogle hypoteser, der kan forklare den uventede observation, for så efterfølgende at efterprøve disse hypoteser i praksis. Undertiden vil der desuden være flere hypoteser i spil; i den situation er det også op til de forskellige forskere i deres indbyrdes samspil at blive enige om, hvilken forklaring, der er den mest plausible.
Ifølge positivismen bør videnskaben afholde sig fra politik, moral og religion. Pragmatikerne ser helt anderledes på den sag. Forskernes undersøgelser har jo som sagt deres formål i et problem, der skal løses, og dermed ligger det implicit i undersøgelserne, at de i en eller anden forstand skal bidrage til at gøre verden til et bedre sted. Samtidig har pragmatikernes skepticisme og forståelsen af, at sandhed er noget, forskerne søger i fællesskab og gennem dialog åbenlyse politiske konsekvenser. Først og fremmest indebærer det en opfattelse af politik som baseret på samarbejde og dialog, samt på erkendelsen af, at ingen sidder inde med den absolutte sandhed, og at alle synspunkter derfor skal tages i betragtning. I praksis indebærer det den politiske opfattelse, at samfundet bør indrettes demokratisk.
Pragmatismen har gennem de seneste årtier nydt fornyet popularitet efter i nogen tid at have stået lidt i skyggen af andre videnskabsteoretiske tilgange. Det skyldes ikke mindst, at man inden for mange videnskaber, eksempelvis erhvervssprog og -kommunikation, finder det utilfredsstillende at være stillet over for valget mellem enten kvantitative eller kvalitative metoder. I disse fag er det mest oplagt at kombinere de to perspektiver; det er denne opfattelse, der ligger til grund for bl.a. den tilgang, man kalder mixed methods – dvs. blandede metoder. Her er pragmatismen en oplagt videnskabsteoretisk position, fordi den i modsætning til eksempelvis positivismen eller socialkonstruktivismen ikke insisterer på hverken en kvalitativ eller en kvantitativ tilgang, men derimod hævder, at valget af metode må afspejle det konkrete problem, som forskerne står over for, og derfor ikke ser nogen problemer i at kombinere forskellige perspektiver.
Forfatter: Andreas Beck Holm
