Kritisk rationalisme er en videnskabsteori, hvis vigtigste repræsentant var den østrigsk-engelske filosof Karl Popper (1902-1994). Den må først og fremmest forstås som en kritik af det, der var datidens altdominerende videnskabsfilosofi, nemlig positivismen. Positivisterne ville forklare, hvad der definerer videnskabelighed, og denne ambition deler Popper. Samtidig mener han imidlertid, at deres svar på dette spørgsmål er forkert, og derfor formulerer han sit eget bud på, hvad der kendetegner videnskabeligt arbejde.
Positivismens videnskabsforståelse baserer sig på forestillingen om, at sand viden bygger på empiriske observationer, dvs. observationer af det, vi er i stand til at sanse og direkte erfare ved verden. Det implicerer, at disse observationer ikke må være styret af noget andet, heller ikke af en forudgående teori. Teorier er nemlig kun noget, vi kan formulere på baggrund af vores empiriske observationer. Kan vi efterfølgende bekræfte disse teorier, regnes de for sande.
Popper argumenterer for, at positivismens forståelse af videnskab på mange måder er forkert. For det første er det rent faktisk ikke tilfældet, at videnskabelige undersøgelser tager udgangspunkt i observationer uden nogen forudgående teori. Inden vi når til at kunne undersøge et bestemt forhold, må vi naturligvis gøre os nogle forestillinger om, hvorfor undersøgelsen er relevant og om, hvad vi forventer at finde. Det er faktisk antagelser, vi ikke kan undgå at gøre os. Forud for enhver observation må man altså have netop det, som positivisterne mener, videnskaben ikke bør tage udgangspunkt i: en teori.
For det andet mener positivisterne, at de med deres forståelse af videnskaben kan sige noget om, hvad der kendetegner den til forskel fra andre former for teori: Modsat eksempelvis moral eller religion er videnskaben baseret på empiri. Den kritiske rationalisme påpeger til gengæld, at udgangspunktet i empiri er utilstrækkeligt til at skelne mellem videnskaben og selv de mest notoriske pseudovidenskaber. Det bedste eksempel her er astrologien, der jo også kan trække på observationer af himmellegemerne, men på ingen måde kan sige at være en videnskab.
Den kritiske rationalismes sidste indvending mod positivismen er, at man ikke på baggrund af selv et meget stort antal empiriske observationer endeligt kan be- eller afkræfte en bestemt teori. At vore undersøgelser hidtil har givet ét resultat er ikke ensbetydende med, at de i fremtiden vil give det samme resultat.
Hvis det ikke er teoriernes beviselighed eller deres udspring i observationer, der kendetegner ægte videnskab, hvad er det så? Det er for Popper det grundlæggende spørgsmål. Og hans svar tager udgangspunkt i det forhold, at mens vores undersøgelser som sagt aldrig endegyldigt kan bevise en teori, kan blot en enkelt observation modbevise den. Kombineret med ovenstående pointe om, at teoretiske antagelser altid må gå forud for vores empiriske observationer, når Popper frem til den kritiske rationalismes grundlæggende opfattelse af videnskab. Ifølge ham, er en teori videnskabelig, hvis den kan afprøves i praksis. En teori regnes for både videnskabelig og gyldig, hvis den ikke blot kan testes i praksis, men også overlever de afprøvninger, den udsættes for.
Det er ud fra dette kriterium, man kan skelne mellem videnskabelige og uvidenskabelige teorier. De videnskabelige er så præcist formulerede, at man kan opstille eksperimenter for at afprøve dem og forudsige resultatet af disse eksperimenter. Hvis forudsigelserne ender med at blive bekræftet, regnes teorien for at være gyldig, det vil ifølge den kritiske rationalisme sige foreløbigt sandsynliggjort. Denne opfattelse kaldes falsifikationisme. En uvidenskabelig teori kan til gengæld ikke testes på samme måde; den vil være for vag til, at man kan udlede forudsigelser fra den, og hvis kendsgerningerne helt åbenlyst skulle modsige den, vil det altid kunne bortforklares.
Videnskab handler altså grundlæggende om at teste teorier empirisk. Det er, ifølge Popper, essensen af videnskabeligt arbejde. Forskerne skal med andre ord gøre alt, hvad de kan for at modbevise de teorier, de fremkommer med. En god videnskabelig teori er derfor også en, der er formuleret på en sådan måde, at der er flere mulige måder, hvorpå den kan afprøves.
Jo flere afprøvninger en teori har overlevet, jo mere kan vi stole på den. Vi kan imidlertid aldrig endegyldigt konkludere, at teorien er sand. Som Popper gjorde opmærksom på i sin kritik af positivismen, kan vi nemlig ikke vide os sikre på, at fremtidige observationer ikke vil afkræfte den.
Poppers kritiske rationalisme regnes i dag for en klassisk videnskabsteoretisk position med et væsentligt forklaringspotentiale især inden for naturvidenskaberne, men først og fremmest har den bidraget til videre teoriudvikling ved at påpege positivismens grundlæggende mangler.
Forfatter: Andreas Beck Holm
