Socialkonstruktivismen er en videnskabsteoretisk position inden for human- og samfundsvidenskaberne. Dens grundlæggende påstand er, at virkeligheden ikke skal betragtes som objektive kendsgerninger, der eksisterer uafhængigt af mennesker og deres interaktioner, men derimod som sociale konstruktioner, der konstant opretholdes og reproduceres i denne interaktion selv. Det er en opfattelse, der har konsekvenser for bl.a. forståelsen af, hvad videnskab er og hvordan den bør bedrives.
Socialkonstruktivismen lægger vægt på at uanset hvor forskellige mennesker i øvrigt kan være, deler de det fællestræk, at de lever deres liv i og gennem sproget. Det er i sproget, vi tænker, taler, føler, håber osv. – ja det er sproget, der bestemmer, hvad vi overhovedet er i stand til at tænke. I den forstand kan man sige, at sproget former vores virkelighed. Imidlertid er sprog ikke noget privat. Tværtimod er det mere end noget andet det, der knytter os sammen som mennesker. Det er i høj grad, når vi kommunikerer med hinanden, vi danner os forestillinger om, hvordan verden er indrettet – også selv om vi ikke nødvendigvis er bevidste om, at det er sådan, det hænger sammen. Vores virkelighedsopfattelse er med andre ord resultatet af sociale konventioner, og disse konventioner opretholder vi i vores måde at kommunikere på, og dermed i vores daglige omgang med hinanden.
Et blandt utallige eksempler i denne sammenhæng kunne være vores moral: Det er gennem vore sociale praksisser, vi opretholder og reproducerer de gængse forestillinger om, hvad der er hhv. god og dårlig opførsel – moralen har altså ikke anden eksistens end den, den får i kraft af vore sociale interaktioner. Den er med andre ord socialt konstruereret.
Socialkonstruktivisterne trækker bl.a. på den østrigsk-britiske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951), når de skal drage konsekvenserne af denne grundlæggende opfattelse. For Wittgenstein er det vores brug af sproget, der giver det mening, ikke ordenes reference til en ikke-sproglig virkelighed. I forlængelse heraf pointerer socialkonstruktivisterne, at sproget aldrig er reference til en virkelighed uden for sproget. Det ikke refererer, men skaber. Der er altså ikke nogen anden virkelighed end den, vi lever i, og som vi i fællesskab former gennem sprog og kommunikation. Og selv hvis det skulle give mening at tale om en verden, der ”ligger bag” vores sprog, ville vi alligevel ikke kunne vide noget om den, fordi vores eneste tilgang til verden netop er gennem sproget.
Ovenstående opfattelse har væsentlige konsekvenser for vores forståelse både af videnskaben selv og af dens emneområder.
For det første er vi ikke selv er vant til at tænke på verden som en social konstruktion. Tværtimod forestiller vi os den som noget objektivt eksisterende, altså som noget, der findes uafhængigt af vores omgang med den. Det gælder også eksempelvis samfundets institutioner. Idet videnskaben imidlertid har til formål at se bag om vore fordomme om verden for at nå til en forståelse af tingenes rette sammenhæng, bliver det en væsentlig opgave for socialkonstruktivistisk videnskab at vise, hvordan fænomener, vi almindeligvis betragter som ”naturlige”, i virkeligheden er sociale konstruktioner. Det kunne eksempelvis være vores opfattelse af os selv eller af andre, for ligesom alt andet er også identitet nemlig noget, vi skaber gennem sproget og i interaktion med andre. Hermed åbnes der også op for den mulighed, at vi gennem en ændring af vore diskurser – dvs. af den måde hvorpå, vi taler om tingene – kan forandre disse opfattelser, når vi gennem den socialkonstruktivistiske analyse har skabt klarhed over, hvordan de konstrueres.
For det andet må videnskaben forstås som blot én blandt mange diskurser, der giver mening til vores kommunikation. Den har altså ikke en særligt privilegeret status, når det gælder om at forstå verden. Videnskaben har til gengæld sin klare berettigelse deri, at den socialkonstruktivistiske analyse er med til at gøre os klogere på verden og på os selv ved at rykke ved vores fordomme om, hvad der er naturligt, og dermed også gøre det synligt, hvordan vi kan ændre en verden, der aldrig blot er et uomgængeligt faktum, men derimod opretholdes i kraft af vore egne praksisser. Som studerende kan man eksempelvis analysere institutioner og diskurser for at vise, hvordan de reproduceres i vores omgang med hinanden. Det kan føre til nye spændende indsigter.
Forfatter: Andreas Beck Holm
