Vi hører ofte om begrebet ’ulighed’ i den offentlige debat. Det kan være om f.eks. ulighed i sundhed, om forskellen på lønniveauet mellem almindelige lønmodtagere og topchefer, om ulighed mellem mænd og kvinder i forhold til fag og livsindkomst, eller at få af de rigeste mennesker på jorden nu ejer lige så meget som den fattigste halvdel af jordens befolkning.
Det er imidlertid vigtigt at skelne mellem forskellige typer af ulighed. Distinktionerne er vigtige, fordi de kan højne præcisionen i måder vi tænker om ulighed på. De følgende distinktioner giver et godt udgangspunkt, men der findes naturligvis flere forskellige ulighedstypologier:
1) Politisk, økonomisk og social ulighed
Politisk ulighed refererer almindeligvis til ulighed i forhold til politisk med- eller selvbestemmelse, hvad enten denne angår retten til at stemme til et valg eller til at stille op, eller noget tredje. Økonomisk ulighed handler om forskelle i de økonomiske ressourcer vi har til rådighed (typisk målt som enten ulighed i formue eller i indkomst). Social ulighed er oftest et bredere parameter for ulighed, sådan som denne kommer til udtryk gennem ens sociale status og klassetilhørsforhold.
2) Ulighed mellem køn, ’racer’ og etnicitet
En anden dimension der er vigtig at gøre opmærksom på, er dén ulighed der knytter sig til at være et bestemt køn, en bestemt hudfarve, eller en kulturelt defineret gruppe. En gennemgående tendens i megen forskning har her været, at ulighed i denne dimension kan være tværgående i forhold til øvrig ulighed. F.eks. vil dét at være sort amerikaner historisk set – og i høj grad aktuelt – være forbundet med både politisk, økonomisk og social ulighed. I forskningen taler man derfor bl.a. om ’intersektionalitet’.
3) Vital ulighed, eksistentiel ulighed og ressource ulighed
Distinktionen mellem vital, eksistentiel og ressource ulighed er udviklet af den svenske sociolog Göran Therborn. ’Vital ulighed’ refererer til de uligheder vi har som biologiske organismer (som f.eks. forventet levealder). Mens ’ressource ulighed’ mere konventionelt refererer til ulighed i forhold til økonomiske ressourcer som indkomst og formue, da handler ’eksistentiel ulighed’ om ulighed i forhold til vores anerkendelse som personer, dvs. vores autonomi, værdighed og generelle frihedsgrader.
4) National, international og global ulighed
Sondringen er bl.a. udviklet af den serbiske økonom Branko Milanovic. ’National ulighed’ refererer her til (økonomisk) ulighed inden for nationer (altså forskellen mellem rig og fattig i ét land), international ulighed handler om ulighed mellem nationer, hvor man sammenligner det gennemsnitslige BNP pr. indbygger, mens ’global ulighed’ handler om ulighed mellem alle verdens mennesker, som om de boede i ét land. Det typiske mål for national og global ulighed er den såkaldte Gini-coefficient.
Idéhistorisk betragtet er perioden fra især Oplysningstiden og frem præget af et spændingsforhold mellem lighed og ulighed. Som den tyske sociolog Ulrich Beck engang har sagt, så er det relativt sent i verdenshistorien, at ulighed bliver en moralsk og politisk skandale. Ulighed blev på mange måder anset som naturlig i store dele af historien, hvor f.eks. kongen indtog sin naturlige plads i toppen af samfundet, mens vi hver især tilhørte vores særlige stand.
Med Oplysningstiden blev der dog vendt op og ned på dette, idet man nu proklamerede menneskenes fundamentale og naturlige lighed, sådan som det f.eks. kom til udtryk i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 og igen i FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948. Men samtidig med at et nyt lighedsideal dukkede op, opstod der også en række nye måder at forklare og begrunde eksisterende uligheder.
Den hollandske idéhistoriker Siep Stuurman peger i bogen The Invention of Humanity således på fire nye ulighedssprog i perioden fra Oplysningstiden og frem: videnskabelig racisme, politisk økonomi, kønsteorier, og vestlig historiefilosofi. Den videnskabelige racisme så et højdepunkt i slutningen af det 19.århundrede. Den var med til at legitimere den europæiske og hvide dominans i verden og i Europas mange kolonier.
Tilsvarende var visse moderne kønsteorier med til at begrunde at der var særlige naturlige forskelle mellem mænd og kvinder, hvilket kunne legitimere mændenes historiske dominans over kvinderne i familien, på arbejdspladsen, og i det politiske liv.
Med den politiske økonomi ser vi bl.a.—billedet er ikke éntydigt—en lang række begrundelser for, hvorfor økonomisk ulighed er godt, nyttigt, produktivt og dynamisk.
Og endelig er der den specifikt vestlige historiefilosofi, der voksede ud af de mange kulturmøder og europæiske ekspansioner i 1500, 1600 og 1700-tallet: at europæerne er på et ’højere stadie’ eller udviklingstrin end andre folk eller lande, hvorfor vi stadig i dag taler om udviklede lande og om udviklingslande.
Stuurmans’ pointe er, at denne måde at tale og tænke på også har været med til at begrunde uligheden mellem landene og at reducere ’deres fattigdom’ til kun at være ’deres problem’. Perioden fra Oplysningstiden og frem er derfor kendetegnet ved et vedvarende spændingsforhold mellem egalitarisme og inegalitarisme – et spændingsforhold, vi stadig står i den dag i dag.
Forfatter: Christian O. Christiansen
