Dekonstruktion er en analysestrategi udviklet af den franske filosof Jacques Derrida (1930-2004). Den er meget anvendt som tekstlæsningsstrategi inden for især de humanistiske videnskaber, men har også inspireret eksempelvis politisk teori.
Derridas dekonstruktion placerer sig inden for det, man mere generelt kan betegne som den postmoderne vending. Udtrykket stammer fra en anden fransk filosof, Jean-François Lyotard (1924-1998), der i 1979 udgav samtidsdiagnosen La condition postmoderne, på dansk Viden og det Postmoderne Samfund.
Ifølge Lyotard er det postmoderne samfund bl.a. kendetegnet ved, at troen på modernitetens ’store fortællinger’ har mistet deres overbevisningskraft. Tidligere troede man på Gud, konge og fædreland – eller for den sags skyld på revolutionen. Det gør man ikke i samme grad mere. Det virkeligt nye er imidlertid, at der ikke er trådt nye store fortællinger i stedet. Det er ikke nogle specifikke ’store fortællinger’, der er i krise, men derimod det overhovedet at tro på sådanne fortællinger. Vi tror hverken på dem eller på et alternativ til dem.
På den måde kan man sige, at postmodernismen bliver kendetegnet ved et grundlæggende meningstab, hvor de store fortællinger ikke længere spiller en rolle for, hvordan vi giver mening til verden.
Netop spørgsmålet om mening er vigtigt for dekonstruktion. Her henter den inspiration fra den schweiziske lingvist Ferdinand de Saussure, der i begyndelsen af det 20. århundrede udviklede sin teori om, hvordan mening opstår i sproget. Ifølge Saussure besidder ordene ikke i sig selv, isoleret betragtet, nogen mening; mening er noget, der opstår i det enkelte ords (også kaldt det enkelte tegns) forskellighed fra andre ord eller tegn. Sproget er samlet set et system af forskelle – det er derfor, det kan kommunikere mening.
Derridas udvikling af analysestrategien dekonstruktion baserer sig på Saussures tanker om mening og sprog, men adskiller sig også på afgørende punkter fra disse. Selvom Saussure meget rigtigt havde set, at et tegn ikke besidder mening i sig selv (som en indre kerne eller ’essens’), har han ifølge Derrida ikke helt forstået de vidtrækkende implikationer af denne indsigt. For hvis tegnets (eller ordets) mening ligger i dets forskellighed fra – og dermed henvisning til – andre tegn, så må disse tegn jo på samme vis få deres mening fra henvisningen til atter andre tegn – og således videre i en uendelig proces. Det betyder altså, at ’mening’ aldrig er til stede i øjeblikket, men altid forskyder sig i en uendelig proces. Den er altså aldrig noget, der er givet, men under konstant udvikling. De enkelte tegn er måske nok spor eller rester af mening, men af en mening, der aldrig lader sig sammenfatte som sådan.
Ifølge Derrida er den vestlige filosofiske tradition baseret på forestillingen om mening, og dermed på fortrængningen af netop meningsforskydningens endeløse dynamik. Ifølge denne tradition skal tekster ’give mening’ én gang for alle, hvilket de jo i et dekonstruktivt perspektiv netop ikke kan. Derrida kritiserer især traditionens forestilling om, at mening og sandhed er forankret i noget evigt og uforanderligt, og han pointerer i den forbindelse, at det er karakteristisk for den forestilling, at den sætter det talte ord, den levende stemme, højere end skriften – ideen er her, at det talte ord er det nærværende, mens mening som nedfældet på skrift allerede er mere diffus. Er man i tvivl om, hvad ens samtalepartner egentlig mener, kan man jo bare spørge vedkommende, en tekst er til gengæld åben for en flerhed af modstridende fortolkninger – her er den sande mening med et udsagn principielt umulig at fastlægge. Paradokset er altså, at traditionen giver udtryk for, at det talte ord er det ’egentligt’ meningsfulde, mens den selv er baseret på læsningen og produktionen af tekster.
Dekonstruktion som læsestrategi kommer helt konkret til at gå ud på at pille argumentationen i tekster fra hinanden ved at analysere dem meget tekstnært. Tankegangen er, at man ved at være ekstremt minutiøs i sin gennemgang af dem kan nå frem til de tvetydigheder og tvivlsspørgsmål, der viser, at teksternes mening faktisk ikke er så klar og entydig, som den i første omgang giver sig ud for at være. Man kunne også sige: Nærlæsningen af teksterne viser, at mening her rent faktisk ikke er til stede der, hvor vi regnede med at finde den – ordene er ikke andet end spor af en mening, der ikke er der. Derrida anvender selv sin læsestrategi på en lang række af de væsentligste forfattere i den europæiske tradition fra Platon over Marx til Husserl og mange andre.
Dekonstruktion var særlig populær i 1980erne og 90erne, men forbliver som sagt også i dag en hyppigt anvendt humanvidenskabelig analysestrategi. Samtidig er den imidlertid også blevet udsat for en del kritik. Kritikere har eksempelvis sat spørgsmålstegn ved, om vi egentlig bliver særlig meget klogere på en givet forfatter ved at finde ud af, at vedkommendes tekster kan dekonstrueres, i særdeleshed når det gælder alle forfattere uden undtagelse.
Forfatter: Andreas Beck Holm
