Bioetik omhandler de etiske spørgsmål, der knytter sig til biomedicin og bioteknologi. Bios betyder ”liv” på græsk, så bioetik handler i sin bredeste betydning om medicinske og teknologiske indgreb i alle former for liv, herunder dyr, planter og økosystemer. Vi vil her zoome ind på den humane bioetik.
Mange af de nye medicinske og bioteknologiske indgreb udfordrer vante forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske. Det gælder, når vi taler om væsener, som endnu ikke er menneskelige personer, nemlig menneskelige stamceller, embryoner eller fostre. Og det gælder, når vi taler om væsener, der i en vis forstand er ophørt med at være fuldt ud menneskelige, fx mennesker i permanent koma. Endelig bliver vore vante forestillinger udfordret af muligheden af genmodificerede mennesker, klonede mennesker, mennesker med transplanterede organer, menneskelige kimærer (organismer med både menneske- og dyreceller) eller cyborgs (organismer med både biologiske og teknologiske komponenter).
Man kan gennemgående sige, at biomedicinen og bioteknologien griber ind i menneskelivet på to forskellige planer, som knytter sig til to måder at bruge det græske ord bios på. Vi taler for det første om indgreb i menneskets biologi, når vi udskifter organer, manipulerer med gener, skaber helt nye organismer eller aktivt afslutter livet på et enten meget tidligt eller meget sent stadium. Men samtidig griber medicinen og teknologien i høj grad også ind i vores biografi, dvs. vores eksistens eller levede menneskeliv. De medicinske og teknologiske muligheder i forbindelse med kunstig befrugtning, genetisk screening, selektiv abort, organdonation osv. stiller os over for eksistentielle valg, der på afgørende vis vil forme vores livsbane.
De nævnte indgreb udfordrer også vores værdier i den forstand, at overvejelserne for og imod de nye muligheder netop ikke blot drejer sig om faktuelle forhold. De må i vid udstrækning afgøres ud fra værdiforestillinger og holdninger, fx:
· Hvilken værdi tilskriver vi menneskers liv? Besidder menneskeligt liv den samme værdi uanset på hvilket stadium og under hvilke betingelser? Har alt menneskeligt liv, også stamceller og embryoner krav på samme beskyttelse?
· Hvad finder vi grundlæggende værdifuldt i vort eget liv? Skal livet opretholdes for enhver pris? Skal vi gøre alt for at eliminere arvelige sygdomme? Kan organdonation være med til at give døden en mening?
· Hvilke etiske grundprincipper er i det hele taget relevante, når vi skal tage stilling til bioetiske spørgsmål? Handler det fx primært om velfærd, om omsorg, om selvbestemmelse eller om rettigheder?
To grundholdninger dominerer mange bioetiske diskussioner i dette komplekse felt. Den ene kaldes biokonservatisme. Som navnet antyder, forholder den sig grundlæggende skeptisk til de mange nye biomedicinske og bioteknologiske muligheder og taler for at vi bør være tilbageholdende med vidtgående indgreb i det ”naturlige” eller det skabte menneskeliv. Ifølge naturlighedsindvendingen er det i sig selv problematisk at ændre på menneskets natur. Indvendingen har ofte en religiøs iklædning. Her er ideen, at mennesket ikke bør ændre på det guddommelige skaberværk. Biokonservative tænkere gør også ofte gældende, at menneskelivet har en form for ukrænkelighed eller hellighed, som man risikerer at gøre vold på med en alt for manipulerende eller instrumentel tilgang. Man taler om, at alt menneskeligt liv har en grundlæggende værdighed, som ikke er foreneligt med at vi sorterer embryoner i forhold til gavnlige eller mindre gavnlige egenskaber eller træffer aktive valg om, hvornår menneskelivet skal begynde og slutte. Mennesket bør ikke lege Gud.
Over for biokonservatismen står bioliberalismen, som lægger op til en vidtgående tolerance i forhold til de mange nye muligheder. Her er holdningen, at hvis indgrebene er tilpas sikre og ikke gør skade på nogen enkeltindivider, så må det være op til folk selv, om de vil tage imod mulighederne for screening, aborter, eutanasi, genetisk optimering osv. Her betoner man menneskets evne og ret til autonomi i højere grad end menneskets værdighed. Eller man hævder, at menneskets værdighed simpelt hen består i dets evne til autonomi, til at træffe selvstændige valg ud fra egne værdier. Bioliberalister gør ofte gældende, at de nye bioteknologier i virkeligheden ikke er noget afgørende nyt, for mennesker har altid bestræbt sig på at tøjle naturen, herunder sin egen. I den forstand begyndte vi at lege Gud for lang tid siden. Det hører med til menneskets natur at overskride sin natur.
Forfatter: Morten Dige
