Lykke er ét af de ældste filosofiske spørgsmål. Denne artikel præsenterer tre vigtige filosofiske forståelser af begrebet lykke: eudaimonia, hedonisme og subjektivisme.

Mere en 300 år før Kristus var “lykke” ikke filosofiens spørgsmål, men dens svar. Det var svaret som Aristoteles (384-322 f.Kr) gav til spørgsmålet: “Hvordan bør jeg live mit liv?”. Svaret er at man bør stræbe efter lykke eller, som Aristoteles ville kalde det, eudaimonia.

Ifølge Aristoteles bør vi leve vores liv sådan, at vores handlinger enten er midler til at opnå eudaimonia eller i sig selv er kilder til den. Eudaimonia, et lykkeligt liv, er det højeste gode.

For vores moderne ører lyder dette meget enkelt. Måske for enkelt. Aristoteles spørger, hvordan vi bør live vores liv, og svarer at vi bør prøve at være lykkelige, at ordne vores forskellige mål sådan at de fremfører vores egen lykke. Hvad med moralitet? Er moralitet virkelig underordnet hvert individs lykke? Er det ikke for egoistisk eller selvisk?   

Det er det ikke, nej. For at forstå det, skal man forstå hvad eudaimonia egentlig er. Hvad består lykken i? Hvordan bør vi live vores liv konkret?

Det korte svar er at vi bør beskæftige os med aktiviteter der passer med og udvikler det særlige, der gør os til mennesker. Aristoteles påstår at det særlige for menneskearten er vores fornuft. Fornuften er det som adskiller os fra resten af plantelivet og dyrelivet. Aktiviteter som bruger og udvikler fornuften gør os til bedre mennesker.

Aristoteles’ forståelse af lykke kan altså betragtes som en form for perfektionisme. Som mennesker vi har en bestemt natur; vores lykke består i at perfektionere den. Vi skal altså anvende vores fornuft til enten at forfølge videnskabelige aktiviteter – det kontemplativ liv -- eller det praktiske liv. Det første slags liv kræver at vi dyrker de intellektuelle dyder, det andet de etiske dyder, det vil sige dyder som retfærdighed, mod, gavmildhed, ærlighed, loyalitet, osv. Med andre ord er det lykkelige menneske et godt menneske: hun er retfærdig, gavmild, modig, ærlig, loyal, osv. Heri finder vi forholdet mellem lykke og moralitet.

Set med moderne øjne er Aristoteles’ forståelse af lykke bemærkelsesværdig på fire punkter:

(i) Eudaimonia ikke en følelse men en tilstand, som kendetegnes ved aktivitet eller virksomhed.

(ii) Eudaimonia er grundlæggende bestemt af en filosofisk antagelse om menneskets natur – nemlig som fornuftsvæsen.

(iii) Denne filosofiske antagelse betragter mennesker ikke som unikke individer men som fælles medlemmer af en art.

(iv) lykke er det højeste gode.

Endnu i dag findes der mange tilhængere af den Aristoteliske tilgang til det gode liv. Amartya Sens og Martha Nussbaums Capability Account, for eksempel, er indflydelsesrig i både filosofiske og samfundsvidenskabelige kredse. I psykologi kaldes én af de vigtigste tilgange til lykkeforskning eudaimonisme, direkte inspireret af Aristoteles’ teori.

De fleste moderne filosoffer begrænser betydningen af lykke i forhold til Aristoteles. For os i dag er moral og lykke adskilte mål, der kan komme i konflikt. Dette hænger sammen med, at vi i dag forstår lykke som en følelse, hvad enten det er kropsligt eller mentalt.

Nogle af de græske filosoffer forstod også lykke som en tilstand af velvære. For eksempel argumenterede Epikur (341-270 f. kr.) for at det højeste gode er et liv uden legemlig smerte og sjælelig angst.

Denne forståelse af lykke kaldes hedonisme. I hedonisme forstås lykke som tilstedeværelsen af kropslig eller åndelig nydelse, og fraværet af smerte.

I dag er hedonisme bedst kendt gennem fortalerne for nytte-etik som Jeremy Bentham (1748-1832) og John Stuart Mill (1806-1873.) For nytte-etikken handler det om at gøre alle liv så gode eller lykkelige som muligt. Her tæller alle liv som kan føles gode eller dårlige med. Nytte-etikken sætter derfor ikke et skarpt moralsk skel mellem mennesker og dyr.

Hedonismen tager altså for givet, at alle levende væsner grundlæggende stræber efter et liv der føles godt, og nytte-etikken gør det til sin opgave at imødekomme hedonismen for så mange individer som muligt. Der er to vigtige indsigelser mod hedonismens simple antagelse af lykke som fraværet af smerte.

Den første indsigelse går på det manglende skel mellem mennesker og dyr i hedonismen. Det er for primitivt at sige at lykke blot er lyst, og ulykke blot ulyst. John Stuart Mill var selv opmærksom på denne kritik, og udviklede derfor en mere kompleks hedonisme, hvor nydelse ikke blot er nydelse. Kort sagt hævdede Mill at nogle former for nydelse er mere værd end andre: Venskab og litteratur er eksempelvis større nydelser end mad og kløen bag øret. På denne måde bliver menneskelig lykke igen kvalitativt forskellig fra dyrisk lykke.

Problemet med denne påstand er at den muligvis er i strid med selve hedonismen. Selve grundantagelsen her, er jo at lykke=nydelse – er det så ikke snyd at begynde at gøre forskel på nydelser?

Den anden indsigelse kendes fra filmtrilogien The Matrix, hvor mennesker kan leve et behageligt liv i en lille beholder tilkoblet en computersimulation. Tankeeksperimentet kaldes også “oplevelsesmaskinen”, og er udtænkt i 1974 af Robert Nozick. En rendyrket hedonist ville foretrække det “falske” liv i simulationen, hvis det var det mest behagelige. Nozick mener at mennesker foretrækker et liv uden maskine fordi vi rent faktisk værdsætter gennemførelse, at være et unikt individ og autentisk forståelse, og ikke kun de behagelig oplevelser af disse ting.

Den tredje og sidste tilgang til begrebet lykke er begrundet i en form for subjektivisme. Det vil sige en tro på, at kun det enkelte individ i sidste ende kan vide, hvad der gør ham eller hende lykkelig. Det, som er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for dig og vice versa. Lykken bør derfor være forankret i nogle relevante aspekter af de enkelte mennesker, og ikke i de generelle aspekter af menneskene forstået som medlemmer af an art – f.eks. deres fornuft. Denne måde at forstå lykke på kaldes ønskeopfyldelsesteorien.

Teorien er grundlæggende ligeglad med, hvad lykke er. Den fokuserer kun på én egenskab – ønskeopfyldelse – som er det, der bestemmer lykken. Får vi, hvad vi ønsker os, er vi lykkelige. Så simpelt er det. Deri ligger desværre også kilden til teoriens vigteste indvendinger:

1. Upersonlige ønsker

Nogle af vores ønsker har en klar forbindelse med lykke. Jeg kan for eksempel ønske mig at blive rask igen. Andre ønsker er mere upersonlige. Jeg har lige mødt en fremmed på toget. Hun har fortalt mig om hendes syge barn som skal opereres. Jeg ønsker at operationen går godt og barnet bliver rask. Ville opfyldelsen af dette upersonlige ønske bidrage til min lykke?

2. Ubekendt opfyldelse

Nogle af vores ønsker kan gå i opfyldelse uden at vi ved det. Min bror bor på den anden side af jorden, og vi har ikke længere kontakt. Jeg tænker tit på ham, og ønsker at han har det godt. Det har han også, men uden at jeg ved det. Er jeg lykkeligere? Eller tænk på mit ønske om at min bog om lykke bliver anerkendt. Det viser sig at ønsket går i opfyldelsen, men først nogle år efter min død. Hvordan kan opfyldelsen bidrage til vores lykke?

3. “Dumme” ønsker 

Vi har sikkert alle haft ønsker hvis opfyldelse viste sig at modvirke vores lykke; ønsker, vi fortrød. Ønskeopfyldelse er måske nødvending for lykke: hvordan ville noget bidrage til min lykke hvis jeg ikke ønsker det, hvis jeg er lige glad med det eller hader det? Denne indvending viser at ønskeopfyldelsen er ikke tilstrækkelig for lykke – der skal mere til. 

Ønskeopfyldelsesteoretikernes svar er at vi skal idealisere eller rationalisere vores ønsker. Det er kun de ønsker som vi ville have hvis vi kendte alle relevante fakta og vi overvejede dem rationelt, som giver os lykke. Problemet med dette forslag er, at jo mere vi idealiserer vores ønsker, des mere fjerne bliver de: vores idealiserede “jeg” ville sandsynligvis ikke have det samme ønske som vores aktuelle “jeg”.

Lykke kan altså forstås på mindst tre forskellige måder: Som det at leve et fornuftigt og godt liv, som fraværet af smerte og tilstedeværelsen af lyst, eller som resultatet af at få sine ønsker opfyldt, hvad end de måtte være. Der er gode argumenter både for og imod alle tre forståelser af lykke.

Forfatter: Raffele Rodogno