Er det i orden at ofre nogen for det fælles bedste? Sat på spidsen svarer konsekvensetikken ja: moral er altid et spørgsmål om at afveje fordele og ulemper.
Konsekvensetik er en teori inden for normativ etik. Hvor metaetik beskæftiger sig med betingelserne for overhovedet at fælde moraldomme (dvs. at forfægte et bestemt moralsk synspunkt), undersøger den normative etik hvilke moraldomme, der kan anses for gyldige. Man forsøger m.a.o. at finde kriterier for, hvad der gør vores handlinger rigtige og forkerte i moralsk forstand.
Konsekvensetik, også kaldet konsekventialisme, er en sådan normativ teori. Og nytte-etik, også kaldet utilitarisme, er den mest indflydelsesrige udgave af konsekvensetik. Nytte-etikken blev udarbejdet i 1800-tallet af især Jeremy Bentham (1748-1832) og John Stuart Mill (1806-73). Peter Singer (f. 1946) er en fremtrædende nutidig nytte-etiker.
Ifølge konsekvensetikken er det alene en handlings konsekvenser, der afgør, om den er moralsk rigtig eller forkert. Andre faktorer, fx handlingens type, den handlendes sindelag eller den handlendes relationer med de mennesker, som handlingen berører er ikke i sig selv relevante.
Når vi taler om konsekvenser har vi brug for en præcisering. I første omgang kræver teorien, at resultatet af vores handling skal være så godt som muligt. Vi skal m.a.o. handle sådan at vi fremmer eller rettere maksimerer det gode. Men hvad er ”det gode”? Det er især i besvarelsen af dét spørgsmål, de forskellige former for konsekvensetik kommer med forskellige svar. Ifølge nytte-etikken skal ”det gode” oversættes til lykke eller velfærd. For nytte-etikken handler det derfor om at gøre alle liv så gode eller lykkelige som muligt. Her tæller alle liv som kan føles gode eller dårlige med. Nytte-etikken sætter derfor ikke et skarpt moralsk skel mellem mennesker og dyr.
Vi kan nu sige, at ifølge konsekvensetikken er den rigtige handling den, der, samlet set, frembringer mest mulig lykke eller velfærd. Dermed består nytte-etikken af tre elementer:
1. Konsekventialisme: det er alene konsekvenserne, der afgør, om en handling er rigtig eller forkert.
2. Velfærdisme: Det er alene velfærd, der har værdi i sig selv.
3. Maksimalisme: Velfærd skal altid maksimeres og man skal se på den samlede mængde velfærd.
Alle tre elementer er blevet kritiseret.
For det første: Når det alene er konsekvenserne, der afgør om en handling kan forsvares, medfører det, at ingen handlinger på forhånd er udelukket. Det strider umiddelbart imod den intuition eller overbevisning, at visse typer af handling, fx mord, voldtægt, bedrageri, justitsmord og tortur er moralsk forkerte i sig selv. En konsekvensetiker kan ganske vist demonstrere, at de pågældende typer af handlinger næsten aldrig fører til mest mulig lykke. Men der er igennem årene lanceret en lang række mere eller mindre fortænkte eksempler, som tjener til at vise, at konsekvensetikken alligevel kommer til at tillade for meget i kraft af påstanden om, at der kun er én moralsk relevant faktor, nemlig handlingens konsekvenser. Spørgsmålet er, om vi nogle gange kan vide, at en handling fx er moralsk forkert uden at vide noget om handlingens konsekvenser.
For det andet: Kan vi definere hvad lykke er og er lykke eller velfærd virkelig det eneste, der har værdi i sig selv? Benthams svar var ’ja’ og ’ja’. Lykke er simpelt hen det samme som nydelse og fravær af smerte og det eneste, der har værdi i sg selv. Bentham tilsluttede sig med andre ord hedonisme (på dansk: nydelsesmoral). Kritikere af hedonisme vil hævde, at fx venskab, kærlighed, fred, frihed, personlig autonomi og integritet har en værdi, der ikke alene gøres op i hvor meget nydelse de producerer.
For det tredje: Konsekvensetikken bliver ved nærmere eftersyn ekstremt krævende. I næsten alle situationer vil det nemlig være sådan, at der er én og kun én handling som fører til de bedst mulige konsekvenser, samlet set. Dermed er der også kun én rigtig handling – alle de andre er moralsk forkerte. Konsekvensen er, at langt det meste af det vi bruger vores liv på er moralsk forkert, fordi vi næsten altid kunne gøre noget andet, som ville føre til mere samlet lykke. Her går indvendingen på – i modsætning til det første punkt – at nytteetikken kommer til at kræve for meget i kraft af kravet om at maksimere den samlede lykke på tværs af alle mennesker. Mit eget liv bliver bare én blandt milliarder af mulige beholdere for velfærd og dermed bliver der et alt for lille spillerum til at være særligt optaget af sit eget og sine nærmestes liv.
Sådanne indvendinger kan føre til to mulige reaktioner. De kan give anledning til at man helt forkaster konsekvensetikken og ser sig om efter en alternativ teori, fx deontologisk etik. Men de kan også give anledning til en revision af konsekvensetikken i forhold til én eller flere af de tre elementer. Alle nutidige konsekvensetikere tilslutter sig mere sofistikerede udgaver, som forsøger at tage højde for indvendinger af ovennævnte slags.
Forfatter: Morten Dige
