”Principlisme” bruges nogle gange som en lidt nedsættende betegnelse for en overdrevent mekanisk procedure til at afgøre etiske spørgsmål, men vil her blive brugt som betegnelse for en position inden for den praktiske etik. Den tilbyder i første omgang en metode til at analysere og håndtere etiske spørgsmål inden for fx medicinsk etik, forskningsetik og virksomhedsetik. I sin mere ambitiøse udgave tilbyder den også en egentlig etisk teori i lighed med fx konsekvensetik og deontologisk etik.

Principlisme som etisk metode kan man opfatte som en middelvej imellem to andre metoder til at afgøre etiske udfordringer og dilemmaer. Den ene er en top-down-metode, hvor man tager udgangspunkt i en allerede etableret eller vedtaget etisk teori og dernæst ”udleder” de praktiske konsekvenser af teorien. Man kan fx tænke på nytte-etikkens nytteprincip, som jo ideelt set forsyner os med svar på alle etiske udfordringer og dilemmaer. Den anden er en bottom-up-metode, hvor man tager udgangspunkt i konkrete, paradigmatiske situationer og cases, hvor vi føler os på moralsk sikker grund, dvs. hvor der er bred enighed om den etiske bedømmelse og så derfra forsøger at ræsonnere sig frem til, hvad vi bør mene om nye udfordringer og dilemmaer, som man forsøger at se som beslægtede eller analoge med de trygge og velkendte. Man kan fx tænke på skelsættende cases om udsigtsløs behandling af hjernedøde eller tvang i psykiatrien.

En svaghed ved top-down-modellen er, at der langt fra er nogen enighed om, hvilken etisk teori, der fortjener pladsen i toppen af begrundelseshierarkiet. Dermed bliver metodens resultater kontroversielle i samme udstrækning som den anvendte teori er kontroversiel. En mere substantiel kritik går på, at metoden nogle gange når frem til resultater, der strider så stærkt imod velovervejede moralske overbevisninger, at man uden videre forkaster metodens resultater. At fastholde modellen i sådanne tilfælde vil fremstå som en verdensfjern fundamentalisme.

Svagheden ved bottom-up-modellen er, at den efterlader os på Herrens mark, hvis vi ikke har nogen praksis-forankret etisk vished at trække på. Det synes i særlig grad at være tilfældet i nye og usete valgmuligheder, som den teknologiske udvikling åbner for: organdonation, designerbabies, transhumane væsener og humanoide robotter. Her fører bottom-up-modellen ofte til en fordomsfuld provinsialisme, som blot afviser eller forarges over alt det nye.

Principlismen opsøger en middelvej mellem verdensfjern fundamentalisme og fordomsfuld provinsialisme. Det gør den ved at hævde, at den sikreste grund for moralen hverken findes i abstrakte, verdensfjerne teorier eller i bedømmelser af konkrete, jordbundne situationer. Den findes derimod på et mellemniveau af relativt abstrakte principper. Ved principper skal her forstås brede eller generelle normer for rigtig handlen. Ideen er, at principperne kan begrundes via en ”reflekteret ligevægt”, hvor vi på den ene side tester dem med vores mere velovervejede overbevisninger om, hvad der tæller som moralsk i konkrete sammenhænge og på den anden side med plausible antagelser om menneskelige grundvilkår, fx at vi ikke kan klare os uden andres hjælp, at vi har magt over hinanden, at alle individer har deres eget unikke perspektiv osv.

Den langt mest gennemarbejdede og indflydelsesrige udgave af principlisme præsenteres i Principles of Biomedical Ethics af Tom Beauchamp og James Childress. Den er bygget op fire etiske grundprincipper:

·        Godgørenhed, dvs. normer om at tilvejebringe hjælp, afhjælpe og forebygge skade og afveje gavn over for risici og ulemper,

·        Ikke-skade, dvs. en norm om ikke at forvolde skade på andre,

·        Retfærdighed, dvs. normer om fair fordeling af resurser og velfærd,

·        Respekt for autonomi, dvs. en norm om at støtte og respektere autonome beslutninger.

De fire principper er prima facie-principper, dvs. de gælder ”alt andet lige”. Det hænger for det første sammen med, at principperne i sig selv er for abstrakte og generelle til at kunne være handlingsvejledende. Man kan derfor ikke skyde genvej i etikken ved bare at lære de fire principper udenad. De kræver en vedvarende udfyldning og specificering. Vi kommer fx ikke uden om at diskutere betingelserne for meningsfuld autonomi før vi kan konkretisere hvad ”respekt for autonomi” indebærer.

For det andet betyder det, at principperne er indbyrdes sideordnede, dvs. de kan ikke rangordnes på nogen generel vis. Når nytte-etikken hævder, at princippet om godgørenhed altid har forrang for de andre principper, så tager den fejl ifølge principlismen. Det samme gælder, hvis en deontolog hævder, at rettigheder altid trumfer andre hensyn.

I lyset af de to forhold (behovet for stadig udfyldning og specificering af de enkelte principper og behovet for kontekstuel afvejning mellem dem) kan vi sige, at principperne i højere grad repræsenterer et spørgsmål end et svar. Men det siger også noget, nemlig følgende: at en situation i det hele taget er moralsk ladet, må ifølge principlismen hænge sammen med at et eller flere af principperne er relevante i sammenhængen. Og i etisk vanskelige situationer og dilemmaer er de relevante på den måde, at de er i konflikt med hinanden. På den måde er princippernes rolle i højere grad at øge den etiske opmærksomhed end at levere håndfaste svar på etiske udfordringer.

Forfatter: Morten Dige