Kan man både mene at løgn i sig selv er moralsk forkert og samtidig være parat til at lyve over for en nazist, hvis det kan hjælpe uskyldige mennesker i sikkerhed? Den slags spørgsmål peger på en central udfordring for deontologisk etik.
Deontolgisk etik er en fagterm fra moralfilosofien og oversættes som oftest med pligtetik, men deontologisk etik dækker bredere, bl.a. det man kalder rettighedsetik. Den er en teori inden for normativ etik. Hvor metaetik beskæftiger sig med betingelserne for overhovedet at fælde moraldomme (dvs. at forfægte et bestemt moralsk synspunkt), undersøger den normative etik hvilke moraldomme, der kan anses for gyldige. Man forsøger m.a.o. at finde kriterier for, hvad der gør vores handlinger rigtige og forkerte i moralsk forstand.
Deontologiske tankesystemer går mindst tilbage til de store lovreligioner, som opererer med ufravigelige, gudgivne pligter og bud. Deontologisk etik i en nyere og sekulær aftapning finder vi hos den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804). I nutiden har den spillet en væsentlig rolle i politisk filosofi bl.a. hos Jürgen Habermas (f. 1929) og John Rawls (1921-2002).
Deontologisk etik er nonkonsekventialistisk, dvs. den står i modsætning til konsekvensetik. Konsekvensetik hævder, at konsekvenserne af en handling er den eneste relevante faktor, når vi skal bedømme en handling moralsk. Nonkonsekventialisme hævder ikke det modsatte, at konsekvenserne ingen betydning har. Påstanden er i første omgang blot, at andre faktorer også kan have betydning. Det betyder, at en handling godt kan være forkert, selv om den fører til mere samlet lykke end alternativerne. Det gælder fx hvis vi skal dræbe et uskyldigt menneske for at skabe mest mulig lykke.
I anden omgang får vi selvsagt brug for en positiv bestemmelse af, hvilke andre faktorer, der kan være relevante for at afgøre, om en handling er rigtig eller forkert? Én af de faktorer som ofte nævnes, er fundamentale rettigheder. Hvis en handling krænker nogens fundamentale rettigheder, så er den moralsk forkert, også selv om den samlet set har gode konsekvenser ved at være til gavn for flere andre. Rettigheder fungerer på den måde som begrænsninger på eller trumfer over for nyttemaksimering. Hvis vi fx hævder, at vi har en ret til at bestemme over vores egen krop, så kunne det betyde, at man ikke må indhøste folks organer uden deres samtykke, heller ikke selv om de allerede er hjernedøde og det kunne redde indtil flere menneskeliv.
Værdien af rettigheder indgår dermed i moralske beslutninger på en fundamentalt anden måde end nytte. Meningen med dem er nemlig ikke primært at de skal maksimeres. De skal i stedet respekteres i de konkrete situationer, hvor de er på spil. Det kan udtrykkes på den måde, at en persons rettigheder er patient-relative, dvs. de er bundet til den enkeltperson, som handlingen påvirker. Det betyder, at det ikke er godt nok at respektere de flestes rettigheder. Meningen med rettigheder er, at enhvers rettigheder skal respekteres. I deontologisk etik begrunder man dette i en etisk individualisme: det særlige ved personer er, at de er adskilte individer i den forstand at de hver især har deres eget liv at leve. Det betyder, at man ikke kan ”kompensere” frustrationen eller ødelæggelsen af et liv ved at andres liv kommer til at gå bedre.
Immanuel Kant er ophavsmand til en berømt udformning af det patient-relative hensyn: man må aldrig bruge andre fornuftsvæsener som et rent middel. Derfor er det fx moralsk forkert at føre patienter bag lyset og bruge dem til forskning og eksperimenter uden deres viden og samtykke: De blev brugt som rene midler i den ædle videnskabs navn.
Når rettigheder ifølge pligtetikken bør forstås som patient-relative bør pligter tilsvarende forstås som aktør-relative. Forældres særlige forpligtelse over for deres egne børn er fx aktør-relative i denne forstand. Forklaringen er nemlig ikke, at den verden, hvor alle nærer omsorg for deres egne børn, har en større samlet velfærd. En væsentlig del af forklaringen er aktør-relativ: det er pga. af min særlige relation til netop mine børn at jeg har denne omsorgsforpligtelse. Det er dermed bundet til, dvs. relativt til, min bestemte aktør-position.
Deontologisk etik indbyder især til modsigelse, hvis den formuleres absolutistisk. Kan det fx passe, at vi aldrig må slå uskyldige mennesker ihjel, hvis det er det, der skal til for at standse en Hitler? Må vi ikke torturere bare en enkelt lille terrorist, hvis det kan afværge et terrorangreb med tusinder af uskyldige ofre? Her er der to mulige reaktioner. Den ene er at forkaste deontologisk etik og bevæge sig i retning af en ren konsekvensetik. Den anden er at forsøge sig med forskellige revisioner af deontologisk etik, hvor man enten åbner for en pluralitet af rettigheder og pligter (og dermed også for mulige sammenstød og nødvendige afvejninger af disse) eller åbner for undtagelser fra moralske forbud i helt ekstreme situationer.
Forfatter: Morten Dige
