Aarhus Universitets segl

God videnskabelig praksis

Undervisningen på et universitet skal være forskningsbaseret. Underviserne skal være aktive forskere, der er med til at udvikle deres fag videnskabeligt. Undervisningen på et universitet skal ikke bare gøre de studerende dygtigere til deres fag, men sigte på at bringe dem frem til selv at kunne forske og udvikle faget, sådan som specialet gerne skal være en begyndelse til. Det er selvfølgelig langt fra alle studerende, der selv kommer til at arbejde som forskere efter deres studier, men det er vigtigt, at de alle har en forståelse af, hvad videnskabelig forskning er, både i deres eget fag og i almindelighed.

Formålet med forskningen på et universitet er at skabe viden, der ikke bare er ny viden om et eller andet, men ny viden, der bidrager til at videreudvikle videnskaben forstået som systematisk opbygget og offentlig tilgængelig viden om den verden, vi lever i. Videnskaben er i en stadig udvikling, hvor fejltagelser bliver korrigeret og gammel viden justeret i lyset af nye resultater, således at videnskaben til enhver tid udgør det hidtil bedst underbyggede grundlag for praktisk indgriben på alle områder. I de enkelte fag søger man løbende, at kvalitetssikre forskningen, ved at fagfæller inddrages i en kritisk bedømmelse af forskningsresultaterne, før de offentliggøres. Den proces kaldes også peer-review. Videnskabelig forskning er ikke til for sin egen skyld, men skal være i hele det internationale samfunds tjeneste, og det er derfor afgørende, at den i helt overvejende grad er til at stole på. Universiteterne svigter samfundets tillid, hvis det ikke er tilfældet. Det kan ske i form af sjusket eller metodisk dårligt udført forskning, men det kan også ske ved direkte snyd i udførelsen eller rapporteringen af forskningen. Det har der desværre været en række eksempler på.

For at imødegå den slags er der de seneste år verden over blevet formuleret udtrykkelige standarder for, hvad der overodnet set, og ikke bare i det enkelte fag, må kræves af al videnskabelig forskning. Aarhus Universitet har således i tilknytning til nationalt og internationalt anerkendte principper vedtaget retningslinjer for god videnskabelig praksis. De kan findes på universitetets hjemmeside. Universitetet har også udpeget rådgivere i god videnskabelig praksis og nedsat et udvalg, der skal tage stilling til klager over brud på de gældende standarder. Retningslinjerne rummer tre grundlæggende krav, som skal være opfyldt i alle faser af det videnskabelige arbejde fra planlægning og frem til offentliggørelse og diskussion, nemlig 1) ubetinget ærlighed, 2) gennemskuelighed og 3) ansvarlighed. At blive ansat som forsker på et universitet er at få videbegærlighed og ærlighed som profession. Alt hvad man gør som forsker skal derfor kunne tåle dagens lys og være lagt mest muligt åbent frem, så andre kan vurdere metoder og resultater, som man selv personligt skal kunne stå fuldt inde for. Det er vigtigt at være opmærksom på at undgå de fristelser, der kan være til for karrierens skyld at skyde genveje og få sin forskning til at fremstå som mere solid eller epokegørende, end man godt ved eller burde vide, at den er.

I de senere år bliver meget af universiteternes forskning helt eller delvist betalt udefra af offentlige myndigheder eller private fonde eller firmaer. Her skal det være de helt samme principper, der gælder, som i den forskning universiteterne selv sætter i gang. Der må ikke kunne rejses tvivl om forskningens troværdighed og forskernes ubestikkelighed. Det er ekstra vigtigt at fastholde netop på baggrund af uheldige eksempler på interessekonflikter, hvor forskere er blevet lokket eller truet til at manipulere med deres forskning eller med præsentationen af dens resultater, så det stiller deres samarbejdspartnere i et bedre lys, end de egentlig er berettiget til. Også det er brud på principperne for god videnskabelig praksis. Man svigter samfundets og sine kollegers tillid, og man svigter dybest set sig selv, hvis man ikke gør sit bedste for at leve op til disse principper.

 

Forfatter: Hans Fink