En forsker på et universitet har videbegærlighed og ærlighed som profession. Ikke desto mindre kan der i en forskerkarriere være fristelser til at snyde på vægten. Bare det ikke bliver opdaget, kan det give personlige fordele at præsentere noget, som om det er resultatet af grundig videnskabelig forskning, selvom man mere eller mindre bevidst har fusket med det undervejs. Det er dog i så fald videnskabelig uredelighed. Det er ikke bare at lyve; det er at lyve i videnskabens navn. Det er helt uacceptabelt for alle andre forskere og for det samfund, som har brug for den bedst muligt underbyggede viden. Det er at svigte andres tillid, og det er også at svigte sig selv som forsker.
Internationalt er der enighed om at de 3 vigtigste former for videnskabelig uredelighed er 1) fabrikation af data, 2) falsifikation af resultater eller materialer og 3) plagiat.
Der er tale om fabrikation af data, når en forsker foregiver at have gennemført et eksperiment eller en undersøgelse, uden at det faktisk er sket, eller hvor nogle af de angivne resultater er frit opfundne. En dansk hjerneforsker blev eksempelvis grebet i at publicere resultater af forsøg med rotter, som ikke kunne vises at have eksisteret, og enkelte psykologer har bygget deres resultater på interviews med personer, som har vist sig at være frit opfundne, altså ren fiktion.
Der er tale om falsifikation, hvis der ganske vist har været gennemført en undersøgelse, men der er blevet manipuleret med det undersøgte eller pyntet på resultaterne, så en hypotese ser ud til at være blevet bestyrket uden at det i virkeligheden har været tilfældet. En japansk arkæolog havde anbragt potteskår i dybtliggende geologiske lag som han derefter udgravede for dermed at bevise at keramikken havde sin oprindelse i Japan. Der er flere tilfælde, hvor det er blevet opdaget, at forskere bevidst har ”rettet” i deres resultater eller har udeladt målinger og iagttagelser, der taler direkte imod den teori, de går ind for.
Plagiat er uredelighed af en lidt anden slags. Her er ikke nødvendigvis tale om fordrejning af det videnskabelige budskab, men om en form for intellektuelt tyveri, hvor man lyver om egen indsats og udgiver resultaterne af andres arbejde som sine egne, f.eks. ved at skrive deres tekster mere eller mindre direkte af uden at gøre opmærksom på det.
Fristelsen til fabrikation og falsifikation ligger nok først og fremmest i de økonomiske og prestigemæssige fordele, der kan være forbundet med at have gjort vigtige opdagelser, mens fristelsen til plagiat mere ligger i at opfylde krav om at få noget publiceret i det hele taget.
Mellem god videnskabelig praksis og videnskabelig uredelighed er der en stor gråzone af tvivlsom videnskabelig praksis. Sjusket gennemført og dårligt underbygget forskning er måske ikke direkte uredelig, men er alligevel altid en form for svigt, der er med til at undergrave den tillid, der bør være til videnskabelige resultater.
I mange lande er der i de senere år oprettet uafhængige instanser, der kan tage stilling til beskyldninger om videnskabelig uredelighed. I Danmark skal begrundede beskyldninger om fabrikation, falsifikation og plagiat rettes til det universitet, hvor forskningen er foregået, men derfra altid videresendes til det nationale NVU (Nævnet for Videnskabelig Uredelighed). Mindre alvorlige tilfælde af tvivlsom videnskabelig praksis kan behandles lokalt.
Beskyldninger om videnskabelig uredelighed er altid en dybt alvorlig sag for de involverede. De bør aldrig bruges som våben i de almindelige videnskabelige uenigheder, der er med til at videreudvikle videnskaben. Kun i de tilfælde, hvor der er velbegrundet mistanke om direkte og bevidst svindel, er en sådan anklage på sin plads.
Forfatter: Hans Fink
