Med opkomsten af det moderne – lad os sige fra starten af 1800tallet og frem – med aviser, offentlighed, nye videnskaber, politiske debatter og meget mere – opstod en ny figur: ’den intellektuelle’. Den intellektuelle udtaler sig om verdens gang og aktuelle problemer, og hvad der skal gøres ved samfundets udfordringer. Samtidigt har den intellektuelle også forandret sig igennem tiden i takt med samfundets udvikling. På den måde udtaler den intellektuelle sig om samfundet, og samfundet forandrer den intellektuelle.
I 1930’erne, mens han sad fængslet af Mussolini og siden døde i fængslet, skrev den italienske politiker og filosof Antonio Gramsci: ”Alle mennesker er intellektuelle, men ikke alle mennesker har funktion som intellektuelle i samfundet.” Alle mennesker besidder evnen til at tænke, men det er ikke alle, hvis job det er at gå rundt og tænke og fortælle andre om, hvad de tænker. En sådan person er den intellektuelle.
Den intellektuelle er en person, der er vidende og ekspert på et særligt fagområde, men som samtidig forsøger at overskride sit eget fagområde, for at udtale sig om et bredere sæt af samfundsrelevante emner. Vi kan placere den intellektuelle blandt en række andre vidensfigurer på en linje fra dem, der rent anvender kendt viden til dem, der rent skaber ny viden: Vi har geniet og kunstneren, som dem, der mest skaber ny viden, og teknikeren eller specialisten som dem, der mest anvender og implementerer kendt viden. Imellem dem har vi nogle, der på forskellig vis både skaber og anvender viden. Den intellektuelle kan placeres herimellem som en videns-skaber, der taler fra et særligt ekspertiseområde men med ambition om at sige meget mere. Den intellektuelle oversætter sin særlige ekspertise på et bestemt område (hvad enten det er inden for eksempelvis jura, historie eller medicin) til en almen viden om vores samfunds tilstand og om de mulige løsninger på dets problemer.
Ligesom journalisten, videnskabsmanden, forfatteren og andre vidensfigurer er den intellektuelle opstået og har udviklet sig historisk. Den intellektuelle har altså en historie, en opkomst og en udvikling. I dag vil nogle sige, at den intellektuelle er i en aktuel krise, og nogle går endda så vidt som at erklære den intellektuelle vidensfigur død.
For at forstå den intellektuelles historie, kan vi starte i 1898, da den franske forfatter og journalisten Emile Zola skrev sin berømte ’Jeg anklager’-artikel, hvor han forsvarede en uskyldig fransk officer, der stod anklaget for landsforræderi. Den franske officer havde jødisk baggrund og var blevet udpeget som syndebuk af sine overordnede. Sagens antisemitiske baggrund frembragte stor debat og kritik i samtidens Frankrig, og her trådte Zola ind. Zola var hverken personligt eller professionelt direkte involveret i sagen. I stedet stod han frem som en vidensfigur bekymret for sit lands tilstand, tog en konkret sag op og brugte den til at sige noget alment om problemerne i det franske samfund på dette tidspunkt. Han agerede kort sagt som en intellektuel.
Zola er ikke den første intellektuelle i historien. Hans anklageskrift siger dog noget væsentligt om den intellektuelle. Vi har en forfatter og journalist – altså en person, der arbejder med viden og med sproget. Han skriver sin anklage i en avis, som var den offentlige sfæres vigtigste medie på det tidspunkt. Ved at rette en beskyldning, som det ellers kun er juridiske anklagere, der kan gøre, overskrider han ikke bare sit eget fagområde (litteraturen) men griber også ind over andres. Endelig bruger han den konkrete sag til at sige noget generelt om problemerne i det franske samfund på det tidspunkt, og komme med løsninger på de problemer.
Eksemplet med Zola viser, hvordan den intellektuelle ikke kun er en vigtig del af det moderne samfunds samtale med og om sig selv. Den intellektuelles skæbne er også forbundet med, hvordan viden skabes, cirkuleres og modtages, dvs. med samfundets samlede forhold til viden på et givent tidspunkt.
Det rejser spørgsmålet om, hvad der sker med den intellektuelle, når samfundet forandrer sig? Hvor og hvad er de intellektuelle i dag? Er de på twitter i gang med at udlægge verden på 140 tegn, er de uddøde eller er ved at forandre sig til noget helt nyt? For at svare på det spørgsmål, har forfatteren Daniel Drezner skitseret et generelt skifte i de privilegerede vidensfigurer fra intellektuelle til det, han kalder for tankeledere. Ifølge ham repræsenterer den intellektuelle den moderne epoke og taler på vegne af det universelle, for eksempel friheden eller arbejderklassen. Han eller hun er ifølge Drezner kritisk, ved mange ting, værdsætter og taler fra en ekspertise og er generelt skeptisk, også over for sig selv og sin udtaleposition. Tankelederen er derimod skaber, ved én stor ting og taler fra og til det partikulære. Han eller hun er evangelist, prioriterer erfaring over ekspertise og er uendeligt optimistisk: alt kan lade sig gøre gennem implementeringen af tankelederens store idé (tænk eksempelvis på Donald Trumps slogan ’Make America Great Again’).
Den intellektuelle opstod i og mod det moderne samfund og som fortolker af dette samfund. I dag er den intellektuelles plads som den dominerende fortolker af sin tid blevet udfordret af tankelederen. Hvor den intellektuelle indskrev os alle i store fællesskabskategorier, opdeler tankelederen os i stadig mindre segmenter, der skal sælge hver sin sandhed. Det ændrer den offentlige samtale om, hvem vi er som samfund.
Forfatter: Mikkel Thorup
