Videnskabshistorie er de dele af historievidenskaben, som beskæftiger sig med forskellige videnskabers historie. Traditionelt set har videnskabshistorie været forstået som naturvidenskabernes historie, men i dag er de humanistiske, samfundsvidenskabelige og teologiske videnskaber i lige så høj grad behandlet af videnskabshistorien. Hver videnskab har sin egen historie.
Grundlæggende handler videnskabshistorie om at forstå på hvilke måder, vi mennesker har forstået vores verden og derigennem os selv. Hvordan skaber vi sikker viden om vores verden og os selv, og hvilke metoder bruger vi til at arbejde videnskabeligt. Videnskabshistorie handler derfor også om, hvilke vidensområder vi ikke anser som videnskabelige. I løbet af vores historie er der sket en forandring af, hvilke områder vi tillægger værdi, og hvilke områder vi opfatter som videnskabelige henholdsvis ikke- eller direkte uvidenskabelige. Astrologi (læren om himmellegemernes indflydelse på livet på jorden) og frenologi (læren om at bedømme menneskets karakteregenskaber ud fra kraniets form) er eksempler på områder, som tidligere blev tillagt stor betydning, men som vi i dag anser som uvidenskabelige.
Der findes mange forskellige måder at bedrive videnskabshistorie på. De fleste hænger sammen med historikerens holdning til, hvad historie er. I udgangspunktet kan man pege på to retninger: videnskabshistorie og videnskabsmandshistorie. Videnskabshistorien fokuserer på selve videnskabens indhold, f.eks. formler, metoder og teorier. Videnskabsmandshistorien fokuserer på de mænd og kvinder, som har bedrevet videnskab. Det har også ledt til akademiske diskussioner mellem videnskabshistorikere af begge retninger om, hvad man bør studere: videnskaben selv, eller de mennesker som bedriver den. Meningerne er delte, men grundlæggende handler det mest om, hvad man er interesseret i at vide noget om. Hvis man kun er interesseret i de videnskabelige teorier og metoder selv, kan det være svært at skrive om videnskabens historiske udvikling. Omvendt kan et fokus på forskerne og de samfund de lever i ende med at reducere videnskabens udvikling til spørgsmål om økonomi og politik. I praksis forsøger de fleste videnskabshistorikere at inddrage begge retninger.
Årsagerne til at videnskabshistorie er vigtig er de samme som, hvorfor historie er vigtig for os. Vi bliver grundlæggende bedre til vores fag ved at vide noget om vores fags historie, dets opkomst, fejltrin og tidligere funktioner. Historisk viden om vores egne fagområder er med til at indplacere vores faglighed i en bredere samfundsmæssig kontekst. Nogle gange kan vi blive klogere af fortidens fejltagelser. Men oftere handler det om at skabe en forståelse for, hvorfor ens fag og videnskab er opbygget og konstrueret som den er, og hvorfor man gør tingene forskelligt på tværs af forskellige fagområder og videnskaber.
De enkelte videnskabers historie, såsom biologiens historie, medicinens historie eller økonomiens historie, har hver især deres paradigmatiske eller ikoniske eksempler, som har betydet noget afgørende for udviklingen af hver deres fagområde. Det er dog ikke statiske uforanderlige historier, som vi ikke kan ændre på. Eksempelvis er rigtig meget medicinhistorie bygget op omkring døde hvide mænd, hvis bidrag til medicinen på et tidspunkt er blevet kanoniseret. Men der er mange andre vigtige bidrag, som kan komme i betragtning, og som er vigtige at få skrevet. Indenfor eksempelvis medicinhistorien er kvindernes bidrag til forskningen og patienternes stemmer vigtige at få fremskrevet, så vi ikke ender med en forfladiget og ensporet opfattelse af, hvem der kan og må gøre sig gældende indenfor medicinen.
Grundlaget for refleksion er viden. Viden om ens faglighed og disciplin. Til det hører en grundlæggende forståelse af de historier der gør, at vi i dag opfatter vores videnskaber på en bestemt måde. Det kunne nemt have været anderledes, og fortiden låser os aldrig fast på én bestemt vej eller praksis. Fri forskning handler også om historisk dybde. Derfor er videnskabshistorien vigtig.
Forfatter: Jakob Bek-Thomsen
