Videnskaberne undersøger, hvordan verden og samfundet fungerer. De forsøger inden for hver deres felt at nå til en så sikker erkendelse som muligt. De videnskabelige undersøgelser udføres imidlertid hverken i et politisk eller etisk neutralt rum, hvilket har såvel direkte som indirekte betydning for den måde, hvorpå de finder sted. Etisk er forskningen bundet til de moralske normer, der gælder i det moderne samfund; de problemstillinger, der knytter sig hertil, diskuteres inden for feltet forskningsetik, der er en selvstændig disciplin inden for det overordnede felt, der kaldes anvendt etik. Forholdet mellem videnskab og politik rejser til gengæld nogle andre spørgsmål om videnskabens rolle i det moderne samfund, ikke mindst om mulighederne for at bedrive videnskab på områder, hvor der gør sig magtfulde økonomiske, politiske og endda militære interesser gældende, og hvor forskningen derfor ufrivilligt kommer til at fungere som en politisk aktør. I det følgende skal vi kort se på nogle af disse spørgsmål.
Videnskaberne arbejder på mange felter, hvor forskellige politisk magtfulde aktører har stærke interesser, og det er ikke svært at finde eksempler på friktion mellem disse interesser på den ene side og forskernes arbejde på den anden side.
Et aktuelt eksempel fra naturvidenskaberne er klimaforskningen. Undersøgelserne af den globale opvarmning og af dens årsager har udmøntet sig i en videnskabelig konsensus om, at verdenssamfundet er nødt til hurtigt at udfase anvendelsen af fossile brændstoffer, hvis en global katastrofe skal kunne undgås. Det budskab strider imidlertid mod de økonomiske interesser hos bl.a. den magtfulde amerikanske olie- og gasindustri, som derfor har søgt at modvirke forskning på området. Det har ført til, at klimaforskningen er blevet systematisk modarbejdet af de to seneste amerikanske republikanske præsidenter, George W. Bush og Donald J. Trump.
Et andet eksempel fra naturvidenskabernes verden angår forholdet mellem videnskab og militære interesser. Irans atomprogram har gennem mange år været en kilde til storpolitiske spændinger, idet andre aktører i regionen frygter, at dette program har et militært formål. Et atombevæbnet Iran vil forrykke magtbalancen i regionen, og risikoen for at det sker, har tidligere ført udenlandske magter til at gribe direkte ind over for iranske atomfysikere. Mellem 2010 og 2012 blev fire iranske forskere således myrdet, mens en femte blev såret.
Man kan naturligvis også nævne eksempler fra de humanistiske videnskaber. I 2018 vedtog det polske parlament en lov, der gjorde det strafbart med indtil tre års fængsel at hævde, at den polske befolkning var medskyldig i de nazistiske jødeudryddelser i landet under Anden Verdenskrig. Mens det er klart, at disse udryddelser først og fremmest var den tyske besættelsesmagts ansvar, har den historiske forskning også vist, at grupper og individer i den polske befolkning gjorde sig medskyldige i forbrydelserne. Den polske lovgivning er derfor også blevet kraftigt kritiseret for at udgøre et overgreb på den akademiske frihed, og dermed et angreb på forskningens mulighed for at kaste lys over, hvad der foregik i landet under krigen.
Mens de tre ovennævnte eksempler alle angår et politisk pres på videnskaberne udefra, er der andre problemstillinger, der angår anvendelsen af videnskabelige indsigter i samfundet. Eksempelvis kan aktører forsøge at underbygge en politisk dagsorden med henvisning til, at der skulle være videnskabelig evidens for den. Her bruger man altså videnskabernes høje troværdighed til at gøre et politisk forslag immun for en eventuel kritik. Problemet er her, at det er relativt sjældent, at der faktisk er enighed blandt forskerne på et givet felt om, hvad der egentlig gælder som evidens på et givet område, og at de politiske aktører derfor udvælger de forskere og de resultater, der passer bedst med deres interessebestemte dagsorden.
Især op gennem det 20. århundrede har mange filosoffer og forskere diskuteret, hvordan videnskaben skal forholde sig til det forhold, at dens arbejde finder sted i et politisk spændingsfelt. Nogle har hævdet, at forskerne står sig bedst ved selv at forholde sig politisk neutralt; det er afgørende for, at de kan bevare deres troværdighed. Andre har argumenteret for, at forskerne har en forpligtelse over for det omgivende samfund, og at denne forpligtelse byder dem eksempelvis at sige fra, hvis deres arbejde bliver misbrugt i en politisk sags tjeneste, eller hvis politikerne undertrykker eller ignorerer videnskabernes anbefalinger.
Den franske filosof Louis Althusser (1918-1990) går eksempelvis så vidt som til at sige, at når det lykkes samfundsvidenskaberne at afdække det moderne samfunds funktionsmåder, vil det med nødvendighed fremkalde politisk modstand, fordi der er politisk-økonomiske interesser knyttet til, at disse funktionsmåder netop ikke kommer for dagens lys. Samfundsvidenskabelig indsigt fremkalder altså ikke nogle gange og ikke tilfældigvis, men altid og med nødvendighed politisk modstand. Og derfor er videnskaben selv nødvendigvis politisk.
Forfatter: Andreas Beck Holm
