Der sidder en klimabenægter i det hvide hus, og overalt er der forældre, der ikke får deres børn vaccineret, fordi de ikke tror på lægevidenskabens anbefalinger. Videnskabsskepsis ser ud til at have medvind i disse år. Denne artikel handler om nogle af de grunde, der får folk til at være skeptiske, hvis ikke endda afvisende over for videnskab, dens resultater og ikke mindst dens anbefalinger.

Videnskabsskepsis kan opdeles i to hovedformer, henholdsvis den strategiske og den etiske: Hvor den strategiske handler om med fortsæt at benægte, manipulere eller fordreje videnskabelig viden for politisk eller økonomisk gevinst, der handler den etiske om ikke at kunne acceptere en videnskabelig viden givet det, man værdsætter mest her i livet.

Lad os se på dem efter tur og starte med den strategiske videnskabsskepsis. Den strategiske anti-videnskab betvivler ikke videnskab som sådan, men betvivler derimod bestemte videnskabsfolk og deres resultater. Det er ikke eksistensen af fakta, der betvivles, men bestemte fakta. Den strategiske anti-videnskab findes særligt på de politiske og økonomiske områder. Vi kender eksempelvis tobaksindustriens massive misinformation om skadevirkningerne ved rygning, også lang tid efter deres egne forskere klart havde erklæret det usundt (det samme gælder sukkerindustrien, asbestindustrien og mange andre).

I dag er det ikke mindst olieindustriens massive misinformation om klimaforandringer i et stadigt mere krampagtigt forsøg på at benægte menneskets andel i de igangværende og katastrofale klimaforandringer; formodentlig verdenshistoriens bedst finansierede løgnehistorie. En hel industri af betalte ’forskere’, pr-bureauer, falske græsrodsorganisationer, pamfletter, hjemmesider og meget andet udgør rygraden i det, som nogle kalder ’tvivlens købmænd’, hvor kort fortalt forsvaret af det frie marked går forud for alt andet, og hvor enhver regulering ses som et overgreb.

Strategisk videnskabsskepsis er den bevidste manipulation af videnskabelige fakta for at fremme sine synspunkter eller interesser. Den strategiske videnskabsskepsis er motiveret af viden, der er for omkostningsfuld i politisk eller økonomisk henseende.

Den etiske videnskabsskepsis er derimod motiveret af viden, der er for smertefuld moralsk eller religiøst. Den etiske videnskabsskepsis abonnerer på en grundlæggende sund men forvrænget skepsis over for videnskabens påvirkning af livet og den mening, vi tilskriver det. Det er en på mange måder forståelig reaktion på det tab af kontrol med livet skabt af nye videnskaber og teknologier, som mange oplever.

Den moralske udgave af den etiske videnskabsskepsis handler om, hvordan krop, sundhed og miljø angiveligt trues af videnskabens udvikling. Videnskaben har fået magt over vores liv som aldrig før. Den ved og kan mere, og i den politiske og økonomiske anvendelse heraf opløses de fleste skel mellem liv og videnskab, natur og videnskab. Der er en særlig forbindelse mellem krop og mening, mellem biologisk liv og idéen om livet og dets mening. Videnskabelige landvindinger i dag udfordrer i særlig grad denne forbindelse.

Vores levevis er stadig mere udleveret til natur- og sundhedsvidenskaben, der trænger dybt ind i livet, kroppen og intimsfæren. Genmodificerede grøntsager, kloning, stamcelleforskning, robotteknologi etc. invaderer og udfordrer de fleste menneskers idéer om biologisk liv, dets mening og ærinde. Industrielt landbrug, atomkraft-katastrofer, forurening og fødevareskandaler blotlægger uheldige og farlige relationer mellem industri og videnskab, der risikerer at ødelægge og udrydde liv.

Skal man vælge mellem sit hjertes inderste eller videnskab, da vælger mange hjertets krav. Det er den religiøse del af den etiske videnskabsskepsis, der handler om livets hellighed. Afvisning af evolution – og dermed reelt af biologien som sådan – er det måske mest oplagte eksempel herpå. Den religiøse anti-videnskab vælger enten at afvise naturvidenskaben som sådan til fordel for troen eller – i form af intelligent design – at hævde evolution som én tese blandt andre, herunder Guds skabelse.

Den etiske videnskabsskepis i dens forskellige former kan ses som en - ofte forvrænget - modmagt, en reaktion, et råb om hjælp, en pause i bombardementet af nye opdagelser og teknologier, men også som forsøg på ansvarspålæggelse af videnskaben eller mere radikalt som en udfordring af, hvem der sidder inde med sandheden og dommen over livet.

Det er godt og vigtigt at være skeptisk over for magthaverne – og videnskab er en af vor tids dominerende magthavere med væsentlige konsekvenser for alle aspekter af vores individuelle og kollektive liv. Videnskab er et af de store offentlige sprog, og det skal derfor stille sig til rådighed for undersøgelse og kritik. Som på alle andre af livets områder skal man gå til videnskaben bevæbnet med en vis skepsis men også med en vis viden. Og det samme gælder for videnskabsskepsissen. Også den skal åbne sig for kritik og diskussion, særligt når den politisk og økonomisk eller moralsk og religiøst bliver grundlaget for valg vi træffer på egne, og ikke mindst på andres vegne. At erstatte viden med moral eller tro eller profit er sjældent en god måde at træffe beslutninger på. Hvis videnskabs-skepsissen vil deltage i debatten om vores fælles liv og dets beslutninger, er den derfor nødt til at være lige så åben over for kritik og modbeviser, som videnskaben er, alle dens problemer og fejl til trods.