Vi støder på argumenter overalt, hvor kommunikation finder sted. Politikere bruger argumenter til at fremme deres politik, annoncører bruger argumenter til at sælge deres produkter, advokater bruger argumenter til at forsvare deres klienter, forskere bruger argumenter for at gøre deres teorier plausible, og så videre. Men hvad præcist er et argument? Vi skal i det følgende se nærmere på et arguments grundlæggende bestanddele. Et arguments formål er først og fremmest at give os (gode) grunde til at acceptere et udsagn. Et argument består af flere dele, dels af en konklusion og dels af de betingelser, der ligger til grund for konklusionen, og som skal lede frem til, at vi accepterer den. Lad os tage et eksempel: jeg forsøger at overbevise dig om, at 3 er større end 1. Jeg kan give dig følgende grunde:
(1) “3 er større end 2.”
(2) “2 er større end 1.”
Hvis du accepterer både (1) og (2) som sande, har jeg også givet dig yderst gode grunde til også at acceptere udsagnet:
(3) “3 er større end 1.”
De grunde, som (1) og (2) giver dig for at acceptere (3), kalder vi præmisser, mens vi kalder (3) for en konklusion. Så præmisser er udsagn eller sætninger, som giver dig grunde til at acceptere en konklusion.
I sin mest simple form består et argument derfor af en mængde af udsagn eller sætninger, hvori et udsagn tæller som konklusion, og hvori de andre udsagn tæller som præmisser. Vi kan repræsentere et arguments standardform på følgende måde:
Præmis 1
Præmis 2
…
Præmis n
Konklusion
I sin standardform består et argument altså af en række præmisser, der søger at give (gode) grunde til at acceptere en konklusion, som vi skriver til sidst. I praksis kan det ofte være svært at afgøre, hvorvidt en mængde af udsagn tæller som et argument eller ej. Heldigvis har vi en række sproglige markører, der kan hjælpe os med at afgøre, hvorvidt et udsagn er tiltænkt som en præmis eller en konklusion.
Præmis markører | Konklusion markører |
“Fordi” | “Derfor” |
“Siden” | “Så” |
“Da” | “Følgelig” |
“Thi” | “Således” |
“Som følge af” | “Som result heraf” |
Selvom argumenter ikke altid gør eksplicit brug af disse sproglige markører, kan de hjælpe os med at finde præmisser og konklusioner blandt de udsagn, der udgør et argument. Ligeledes er argumenter ofte ikke præsenteret med præmisser først og konklusioner sidst. Men for overskuelighedens skyld er det dog altid brugbart at forsøge at stille et argument op i dets standardform. Det gør det klart, hvad der tilbydes som grunde for at acceptere konklusionen, og det gør det lettere at finde kontroversielle præmisser og svagheder i argumentet.
Generelt findes der ikke nogen mekanisk metode til at afgøre, hvorvidt en mængde af sætninger eller udsagn er tiltænkt som et argument. Snarere må vi ofte forlade os på den specifikke kontekst, hvori sætningerne udtrykkes. Følgende er et eksempel på et antal påstande og sætninger, der umiddelbart kunne lyde som et argument, men som ikke er det:
“Antallet af folk, der får stjålet deres virtuelle personlighed er steget dramatisk i de seneste år. Mange har indset, hvor relativt enkelt det er at få adgang til personfølsomme oplysninger såsom passwords og bankoplysninger. Politiet anbefaler alle at holde opsyn med deres online færden."
Vi bliver præsenteret for en samling af forbundne udsagn og kendsgerninger, der søger at give os ny information. Der bliver derimod ikke givet grunde til at acceptere denne information, og der bliver ikke argumenteret for, at vi bør holde godt opsyn med vores online færden, eller at vi bør begrænse vores brug af online platforme. Vi har i stedet at gøre med en forklaring, der fortæller os, hvorfor politiet kommer med den specifikke anbefaling.
Ligeledes tæller en mængde af sætninger ikke som et argument, hvis der optræder en eller flere sætninger, som ikke klart kan være sande eller falske. Et eksempel kunne være følgende sætning:
“Hvis skattenedsættelser virker så godt, hvorfor har vi så stadig fattige?”
Vi kan ikke besvare spørgsmålet med et “det er sandt” eller “det er falskt”. Generelt kan vi ikke bruge spørgsmål eller kommandoer (som “sænk skatten!”) til at udtrykke argumenter. Det er kun sætninger, der i princippet kan være sande eller falske, der kan bruges som præmisser til at danne en formodning eller acceptere en konklusion. Det er selvfølgelig klart, at man nogle gange kan bruge spørgsmål retorisk til at udtrykke noget, der kan være sandt eller falskt. For eksempel kunne man forestille sig, at personen, som ytrer sig om skattenedsættelser, bruger spørgsmålet retorisk til at udtrykke, at skattenedsættelser ikke virker. Men i så fald bør vi reformulere spørgsmålet som et udsagn, der kan være sandt eller falskt:
“Skattenedsættelser virker ikke, fordi vi stadig har fattige.”
I sin mest generelle form kan vi karakterisere et argument på følgende måde:
Et argument er en mængde af udsagn eller sætninger, således at
(a) en sætning i mængden tæller som konklusion, mens de andre sætninger i mængden tæller som præmisser;
(b) alle sætninger i mængden er enten sande eller falske; og
(c) præmisserne er tiltænkt at give grunde til at formode eller acceptere konklusionen.
Forfatter: Jens Christian Krarup Bjerring
